Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYENS FORTID.
301
vil besøge Norge, burde følge ro, fred og hans særdeles
beskyttelses naade.
Hertugen stempler her abenbart mænd, som havde været
aarsag til krigen mellem Norge og stæderne, som oprørere og
glæder sig over, at de nu vare udryddede. Da det netop var
hr. Alv, der betragtedes som krigens ophavsmand, er det tydeligt,
at han her sigter til ham og antyder, at hans parti var udryddet.
Haakon V stiftede i Oslo et franciskaner- eller
minoriter-kloster (sandsynligvis straks efter Alv jarls forjagelse 1287).
Man ser af pave Nikolaus’s skrivelse af lite november 1291,
at hertug Haakon før den tid med sin broder kongens og folkets
samtykke havde indkaldt nogle brødre fra provinsen Dacia (der
ogsaa indbefattede Norge og Sverige) og overladt dem den" ham
tilhørende tomt i Oslo for at bygge huse og kirke paa, og at de
allerede havde paabegyndt bygningen af et oratorium, da
erke-præsten Simon i Oslo i biskop Eivinds navn gjorde forbud mod
arbeidets fremme.
Biskop Eivind og hans korsbrødre var meget fiendtlig sindet
mod minoriternes eller tiggermunkenes nye klosteranlæg. Da de
indkaldte brødre havde begyndt bygningen af et bedehus,
nedlagde erkepræsten Simon i biskop Eivinds navn protest mod
arbeidets fremme. Brødrene henviste til sine privilegier, der
fritog dem fra al biskoppelig overhøihed og forbød de andre
geistlige at hindre dem i at nedsætte sig paa noget sted, hvor
folket kaldte dem, og hvor de kunde leve sømmelig. Erkepræsten
brød sig ikke om disse forestillinger, og brødrene appellerede
derfor til paven; da gik erkepræsten saa vidt, at han lyste
brødrene i bann og lod kapitlets skolemester Herjulv med endel
bevæbnede mænd bryde ned alt, hvad der var bygget. Forgjæves
klagede brødrene til biskopen, thi denne lod endog bansættelsen
gjentage i sit bispedømmes kirker og udstrakte den og til
brødrenes velgjørere og velyndere. Brødrene paastod, at
erkepræsten og de, som havde udøvet voldsgjerning ved at rive ned
bygningen selv, var faldne i bann, og henvendte sig fremdeles til
pave Nikolaus IV, deres umiddelbare overhoved, om hjælp. Paven,
der selv hørte til minoriternes orden, skrev den lite november
1291 til abbed Erik i Munkeliv, provsten ved Apostelkirken i
Bergen og kansleren Baard Serkssøn, korsbroder der, at de skulde
stevne biskop Eivind, erkepræsten, skolemesteren og Oslo hele
domkapitel til inden fire maaneders forløb at møde for pavens
domstol, biskopen personlig eller ved fuldmægtig, erkepræsten og
skolemesteren personlig og domkapitlet ved fuldmægtig, for at
høre dom og svare ret. Hvorledes det videre gik med denne
sag, vides ikke, men i 1298 findes en viceguardian for klosteret
omtalt, hvilket viser, at det maa have været i fuld stand; altsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
