Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
.KRISTIANIA BY.
voldsom som Norge hverken før eller siden har oplevet den. 1
de grundlovsspørgsmaal, som nu reistes, blev selve statsraadssagen
næsten borte. Det blev en procedure om kongelige prærogativer,
om folkets ret, om grundlovens indhold, om dens historie. Den
kastede uhygge ind i snart sagt hvert eneste hjem, skilte gamle
venner og skabte socialt en kløft, som det tog lang tid at udfylde.
Det eggede ganske overordentlig, at justitsdepartementet i sin
indstilling om sanktionsnegtelsen 29de mai 1880 istedetfor
argumentation erklærede, at det ansaa det absolute veto i
grundlovssager «ophøiet over tvil», hvilken erklæring sagdes at skyldes
en forandring i indstillingen foretaget af kong Oscar. Erklæringen
blev grundig underkjendt ikke alene af begivenhederne, men ogsaa
af regjeringen selv, idet denne 6te september 1880 æskede det
juridiske fakultets udtalelse om sanktionsretten.
Faa maaneder efter 9de junibeslutningen i september 1880
indgav Stang sin afskedsansøgning. Han var vistnok en gammel
mand; men det er paafaldende, at den egentlige fører for det ene
parti trak sig tilbage, da den heftigste kamp skulde begynde.
Kong Oscar II ønskede som Stangs efterfølger som
ministerchef forhenværende statsminister i Stockholm Sibbern; denne
stillede som betingelse, at statsraadssagen skulde ordnes paa en
eller anden vis, og at O. J. Broch, som var tilhænger af denne
sag, skulde indtræde i statsraadet. Kongen havde intet imod
disse betingelser, men da samtlige statsraader erklærede at ville
forlange afsked, hvis Broch blev tilkaldt, opgav han sin
for-soningsplan.
Til Stangs efterfølger som regjeringschef udnævntes den Ilte
oktober 1880 statsraad G. A. Selmer, som var en af de 17, som
i 1871 stemte for unionsforslaget. Selmer havde i det hele ikke
i nogen særlig grad tidligere tildraget sig almenhedens
opmærksomhed. I hans tid opstod mange stridigheder med storthinget.
Regjeringen vilde ikke tillade, at storthingets komitéer sad sammen
mellem sessionerne, og negtede at udbetale de til disse bevilgede
diæter. I 1881 fik et forslag om udvidelse af stemmeretten
grundlovmæssigt flertal, men regjeringen negtede sanktion.
En bevilgning til de skytterlag, som kaldtes
folkevæbnings-samlagene, vedtog storthinget i 1882, men regjeringen negtede den
21de juni 1882 at tage bevilgningen til følge, en negtelse som
var uden eksempel fra tidligere tid.
Storthinget vedtog oprettelsen af et centralstyre for
jernbanerne og bevilgede de nødvendige penge, men føiede til, at to
af styrets 6 medlemmer skulde vælges af storthinget. Regjeringen
tog beslutningen til følge den 25de november 1882, men undtog
udtrykkelig beslutningen om de to medlemmer.
Der var saaledes en række stridsspørgsmaal, spørgsmaal om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
