Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYENS FORTID.
531
Udenrigsministeren skulde i visse tilfælde kunde anmelde
en norsk konsuls forhold i sammensat eller ministerielt statsraad.
Gesandterne (o: den svenske udenrigsministers nærmeste
embedsmænd) skulde kunne suspendere norske konsuler, som
derefter ikke maatte gjenindsættes uden kongens beslutning efter
foredrag af udenrigsministeren.
Det fælles konsulatvæsen skulde under visse omstændigheder
vedblive at bestaa i forskjellige fremmede lande.
ßoström blev fra norsk side advaret ; hans politik kunde føre
til opløsning af unionen. Men han svarede: Den holder nok.
Han troede, at man i Norge ansaa det for nødvendigt for de to
folk at holde sammen, og at dette vilde faa bugt med
misstemningen. Han troede ikke, at misstemningen kunde slaa ud i
handling.
Den Hagerupske regjering svarede, at den var villig til at
fortsætte forhandlingerne, hvis de omtalte 6 punkter udgik af det
svenske forslag. Men den svenske regjering svarede, at de 6
punkter maatte fastholdes i hovedsagen, og forhandlingerne blev
da afbrudt 7de februar 1905.
I Kristiania boede i 1900 40 195 af de 103 855
stemmeberettigede i samtlige landets byer. 1 møde den 2den april 1903
havde kommunestyret udtalt sin beklagelse over, at antallet af
byens repræsentanter paa storthinget kun var 4. Ved
grundlovsbestemmelse af 25de mai 1905 indførtes enmandskredse med
direkte valg, og samtidig flk Kristiania 5 storthingsrepræsentanter
istedetfor 4.
Unionens opløsning i 1905. De seks punkter, som Boström
opstillede som grundlag for forhandlinger, betegnedes i Norge
som lydrigepunkterne.
Paa denne tid var der i Norge vokset op en sterk uvilje
mod unionen. Høire havde i mange aar, endnu saa sent som ved
valgene i 1903, opstillet programmet: «Forhandling, bare
forhandling.» Efterretningen om forhandlingsbruddet vakte dyb
skuffelse hos de gamle unionsvenner.
I Sverige mente man, at uviljen mod unionen i Norge ikke
var andet end «bråk», og at Boströms optræden var korrekt.
Ilte januar 1905 erklærede den norske regjering de seks
punkter for uantagelige. Statsminister Hagerup gav 8de februar
storthinget meddelelse om det endelige brud.
1903-programmet «forhandling, bare forhandling» lod sig
ikke opretholde længere. Konsekvensen af dette program maatte
være at vente paa «nye tider og nye mænd».
Samme dag som forhandlingsbruddet blev meddelt i
storthinget, overdrog Oscar II regjeringen til kronprins Gustaf «paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
