Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEBYGNING I I)ET GAMLE OSLO.
11
kapel. Derhos var der 4 kirker, hvoraf nogle, om ikke alle, var
sognekirker : Nikolaikirken, Korskirken, Laurentiuskirken og
Klemens-kirken. Hertil kom 3 klosterkirker, nemlig kirkerne ved St. Olavs
dominikanerkloster paa den nuværende Bispegaards grund,
Franciskanerklosteret, hvor Oslo hospital nu ligger, og et nonnekloster af
Benediktinernes orden paa Groulandsleret ved Schweigaards gate.
Regnes Hovedøens cistercienserkloster med, bliver det 4 klosterkirker.
St. Hallvards kirke, der var domkirke, laa paa den
nuværende St. Hallvards plads; den nævnes førstegang i 1130, da
Sigurd Jorsalfarer blev begravet i kirken.
Den ældste kirke var opført af huggen kalksten som en
romansk treskibet basilika med tverskib foran koret, taarn over
midtkvadratet og firkantet kor med halvrund apsis.
Senere blev den forlænget mod øst. Det nye kor var
afsluttet med to halvrunde udspring. Ved sydvestre hjorne var
der en tilbygning, som formodentlig har staaet i forbindelse med
den tildækkede gang, der gik fra Bispegaardens kastel til kirken.
Der siges nemlig, som omtalt i Haakon Haakoussons saga 1240,
at der fra biskopens kastel gik en gang op i kirken (or kastala
biskups . . . var gang uppi kirkiu). Denne gang blev nedreven
under kampen.
Kirken var viet til Hallvard Vebjørnssøn, Olav den helliges
mostersøn (bind I, pag. 228). Han blev kanoniseret og bisat
over høialteret i et prægtig skrin, der først nævnes 1137, da
det paa grund af Erik Emunes indfald i Oslo blev bragt op paa
Romerike.
Det var endnu tilstede i 1532 efter et brev af 6te
november 1532, hvori myntmesteren Jakob Stolt bevidner, at han paa
Kristian Ii s anmodning prøvede «det sølv, hvormed St.
Hallvards skrin var beslaget». Han fandt det at være 15-lødigt.
Kannikernes gaard laa i nordlig retning for Hallvardskirken
og ost for Olavskirken. I kampen 1240 siges, at Haakon gik
fra kirkegaarden, hvor varbelgerne var omringet, ind i
«kors-brædragarör» og derefter ind i Prædikernes kloster, men mellem
Olavskirken og Korsbrødregaarden var der en sterk skigard.
Efter 1567 blev «kommunet» (fællesresidensen for kannikerne)
neppe mere gjenopfort; derimod maaske de enkelte boliger.
Hallvardskirken brændte 1137 ved Erik Emunes indfald;
senere i 1254(?), 1523, 21de februar 1567, da Oslos borgere selv
tændte paa sin by under et fjendtligt anfald af svenskerne, og
27de mai 1624.
Reparationer omtales flere gange i ældre tid. Efter brauden
1567 var den først bragt i brugbar stand i ca. 1579. 19de april
1572 bestemtes det, at kirken skulde for fremtiden være
sognekirke for Oslo og tillige domkirke for biskopen og kapitlet. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
