Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KIRKER OG KIRKEGAARDE.
171
en ukrænkelig helligdom, blev 1844 omarbeidet af Wexels
sammen med Kaurin og Keyser.
Der indkom i 1845 forslag til storthinget om. at en komité
skulde undersøge, om den omarbeidede forklaring var
overensstemmende med vore almindelige troslærdomme, og i 1851
indkom andragender fra 11 præstegjeld med forslag om, at
Pontoppidans ældre forklaring udelukkende maatte autoriseres
som lærebog. Det blev da tilladt ogsaa at bruge den gamle
forklaring.
Endnu værre var det, at Wexels tænkte sig muligheden af,
at hedninger, der ikke havde kjendt kristendommen i levende
live, kunde faa anledning til at omvende sig efter døden.
Nedfarten til dødsriget opfattede han slig, at der aabnedes mulighed
for omvendelse efter døden for dem, som ikke her har hørt
evangeliet. Denne lære vakte i sin tid forbitrelse blandt
pietisterne.
Wexels blev selv betegnet som rationalist, skjønt han helt
fra sin ungdom havde bekjæmpet rationalismen.
Kirkestatsraaden, filosofen Niels Treschow, der forøvrigt stod
paa den bibelske aabenbarings grund uden at være ortodoks,
havde saaledes i et skrift i 1828 negtet tilværelsen af en
personlig djævel, men samme aar tog Wexels til gjenmæle til forsvar
for djævletroen, i hvilken anledning Henrik Wergeland i
«Morgenbladet» 1829 nr. 31 under navnet Tartuife skrev om Wexels’
kamp mod N. Treschow «for at forsvare den kjære gamle,
bittert fornærmede Satan».
Men i 1845, da Wexels havde udtalt den tanke, at en
omvendelse efter døden var mulig for hedningerne, kom det til
en voldsom strid. Wexels blev endog betegnet som en djævelens
udsending. Wexels havde fra slutningen af 1830-aarene været
den ledende inden geistligheden og havde havt sin haand med i alle
betydelige kirkelige foretagender, men fra 1850-aarene blev Gisle
Johnson og hans retning raadende inden geistligheden. Dog
vandt grundtvigianismen under beskyttelse af Wexels indgang
blandt lærerne og endel præster, og vandt tilslutning hos
adskillige fremskudte mænd som Ole Vig og hos Bjørnstjerne Bjørnson
i hans ungdom.
Johnson havde tilovers for lægprædikanterne, uagtet den
lutherske kirkes symbolske bøger ikke tillader
lægmandsvirksom-heden.
I artiklerne om den kristelige lære heder det i den
augs-burgske konfessions artikel 14: Om ordenen i kirken læres,
at ingen skal offentlig lære i kirken, eller præke eller meddele
sakramenterne, uden han er ordentlig kaldet (nisi rite vocatus).
Johnson søgte at forsvare lægmaudsvirksomheden ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
