Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
HEDEMARKENS AMT.
Nogle moer ligger saaledes til, at det ikke er saa let at
tænke sig en sjø eller vandansamling, hvori de er afsatte, og
disse moer sætter dr. Andr. M. Hansen i forbindelse med de
is-dæmmede sjøer, som antages at have frembragt seterne.
Saadanne moer er moen vest for Knutshøvd, 950 m. o. h., mo vest
for Meleimsbæk, 821 m., mo ved Rensliaasen, 802 m., mellem
Grimsa og Folla, 760 m., ved Finbudalsryg, 664 m., Savalen, 665
m., Storbrækka, 660 m., Egnunda, 652 m. o. h., alt i egnen om
Rondane i Foldalen og Lille-Elvedalen bortover mod Tønset.
Allerede Keilhau omtaler terrasser fra Faksefjeld (887 m.):
«Sand- og grusmasser ganske af samme form som de i låve
egne (ved fjorde og især ved større og mindre vasdrag) saa
hyp-pigen forekommende ler- og sandmæler saa jeg ganske nær ved
det høieste af den maalte kuppel paa Faksefjeld, altsaa i et endnu
betydeligere niveau end bedækningsmasserne paa plateauet
sydvestlig ved Hérjehogna, og i en langt mere frapperende situation,
da stedet selv udgjør den høieste og friest liggende del af hele
omegnen. Det synes at være tydeligt, at her ingen lokal
opstuvning af vand har kunnet existere, og at derfor hin høitliggende
mæle er en levning fra en tid, da kun det allerøverste af
Faksefjeld ragede over selve havet.»
At udrede forskjellen mellem alle disse løse afleininger i
Østerdalen er ikke saa let. Der er, som nævnt, sandmoer, som synes
at være udfyldte sjøer, der er moer, som synes at være
sædvanlige elveterrasser efter en høiere vandstand af Glommen, andre
moer og terrasser synes at skylde af is opdæmmede indsjøer sin
tilværelse. De afleininger, som ordner sig i rygge, er dels
tver-moræner, dels længdemoræner, der atter staar i forbindelse med
egge, aaser og blokansamlinger, ligesom mange terrasser ogsaa
synes at være bearbeidet materiale af moræner, hvorhos
setedannelsen atter paa sine steder slutter sig til moræner paa saadan
maade, at der synes at være en sammenhæng.
Kvabb kalder man i Østerdalen en jordart, som synes at
bestaa af en intim blanding af meget fine sandkorn og ler, hvilken
jordart har stor evne til at indsuge vand. Naar den er tør, er
den en hvid, graagul jordart, der kan hvirvle op som støv langs
veiene; er den vastrukken, gjør den indtryk af at være
nogenlunde fast, men bevæger man den, eller stikker man en stok i
den og fører denne op og ned, saa bliver den flydende som tyk
eller tynd grød.
Man adskiller gruskvabb, der er en grødagtig blanding af ler og
sand samt gjerne en del grus og sten og ofte har betydelig
mægtighed, og den egentlige kvabb, den saakaldte flødjord; den er
oftest hvid og graagul af farve; undertiden har den ogsaa en
blaalig lerfarve (blaakvabb). I store flolagte sand- og grusmæler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
