Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
HEDEMAKKENS AMT.
vækst. Her vokser skindtryten, kvitlyng fandromeda polifolia) med
en skjærm af lyserøde, klokkelignende blomster og tranebær eller
myrtyte, hvis traadfine stængler kryber over mosen og bærer de
vakre, lyserøde blomster.
Klemt fast mod mosunderlaget staar ringormgras eller
soldogg-arterne (drosera), hvis rodstillede blade er tæt besatte med røde
haar, mellem hvilke der findes klæbrige kjertelhaar, der glitrer i
solskinnet som dugperler. Paa kjertelhaarene bliver smaadyr
holdt fast og omkommer, idet planten uddrager af dem en del
stoffe, som den har brug for til sin ernæring.
En anden plante, som ligeledes «spiser insekter», tæftegras
(pinguicula vulgaris), hører til de almindeligste planter paa
torvmyrerne. To andre til samme slægt henhørende arter, pinguicula
villosa og alpina, forekommer langt sjeldnere og kun paa endel
torvmyrer i amtets nordligere fjeldegne; den sidste har gulhvide,
de to andre blaa blomster.
Myrhat (comarum palustre) med de mørkerøde blomster og
koblede blade, myrklæg, i Odalen kaldt myrgran fpedicularis
palu-stris) og Ijaablom (parnassia palustris), der har 1 hvid blomst
med smaa gule, stilkede kjertier ved kronbladenes grund og 1
blad midt paa stængelen, myrfivel (eriophorum-aTter) samt molte eller
multer er meget almindelige planter paa myrerne. Den sidste
optræder paa enkelte steder i store masser, «multemyrer». Særlig i
de nordligste dele af Østerdalen er multemyrerne vidtstrakte og rige.
Hist og her kan der findes en og anden sjelden plante paa
myrerne. Saaledes er malaxis paludosa, en liden orkidé med
bleggrøn farve saavel paa blomsterne som paa stængel og blade,
fundet i Solør, Odalen og Elverum, og dens slægtning, malaxis
monophyllos, i Solør og Vang.
Den før nævnte lycopodium inundatum vokser foruden i Odalen
ogsaa i Romedal og i Elverum paa Skjæftemyren.
Paa endel torvmyrer, f. eks. i Odalen og i Solør, er der
ogsaa rape eller dvergbirk (betula nana), der ellers paa Østlandet
hører hjemme i fjeldegnene, og i Elverum findes pors (myrica
galej, en stærkt lugtende busk, som har sin væsentlige udbredelse
langs vestkysten.
Myrerne er, som bekjendt, mere eller mindre vaade og bløde.
Medens enkelte dele kan være aabne tjern, er andre dele,
saaledes den ydre rand, ofte tørre og danner nyland, som efterhvert
erobres af planter fra de tilstødende lokaliteter. Omgives myren
f. eks. af skog, vil træer og buske efterhvert vandre ind fra
denne og erobre vokseplads, og skogens bundplanter vil ogsaa
lidt efter lidt sprede sig og fortrænge den oprindelige
plantevækst, som paa den tørrere jordbund ikke længer finder
tilstrækkelige betingelser for fuld udvikling og trivsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
