- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / IV. Hedemarkens Amt. Første del (1902) /
507

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fisk og fiskerier.

’ 507

kun op i et vasdrag, nemlig i elven Ljøra i Tryssil, hvilken aa er
en bielv til Vestre Dalelven i Sverige. Dette er det eneste sted,
hvor nogen fisk passerer direkte fra Østersjøen over rigsgrændsen i
det sydlige Norge. Den saakaldte venernlaks, som gaar op i
Tryssilelven fra Venern, har vist sig ikke at være en ægte laks,
men en form, der bør henføres til ørreten, og omtales under
denne. A. C. Smith omtaler laks i sin beskrivelse af
Tryssil og siger, at laksen møder vel mange hindringer for at komme
op i Ljørdalen paa den lange vei fra den finske bugt. «Man har
og i gamle Dage fisket virkelig Havlax i Lørdalselven, men nu
sees den fast aldrig, da Stængslerne udenfor uden Tvivl maa være
ligesaa mange som betydelige.»

Allerede for længere tid tilbage er laks forplantet til de
rin-gerikske indsjøer, Mjøsen og Randsfjorden ved rogn, hentet fra
Laagen og Drammenselven, og der paastaaes, at flere
eksemplarer af laks fra 1.5 til 4 kg. er fanget, men det er ikke sikkert
konstateret.

Yngel saavel af venernlaks som af almindelig havlaks er
senere af Mjøsens fiskeriforening gjentagne gange sluppet i Mjøsen.
og man har oftere troet at have fisket laks, som var
efterkommere af den slupne yngel; det er dog, som nævnt, ikke sikkert,
at voksen laks er paavist i Mjøsen.

Det sikreste mærke til at adskille laksen fra ørreten er
antallet af skjæl. Laksen har nemlig større og færre skjæl end
ørreten, saaledes langs sidelinjen 120—133, medens ørreten har
omkring 148. Bekvemmest er at tælle skjællene fra fedtfinnens
bagre basis i en skraa linje bagover ned til sidelinjen; laksen
har der 11—12 skjæl, ørreten 14—15.

Endvidere har laksen sædvanlig 2—4 sorte flekker paa
gjæl-lelaaget, ørreten 5—8 saadanne.

Et mindre paalideligt mærke er formen af halen, der fuldt
udfoldet hos laksen er temmelig stærkt indskaaren; hos større
ørreter danner den bagre kant af halen omtrent en ret linje; hos
de yngre er den dog noget indskaaren.

Ørret, aure, aurride (salmo eriox) bærer efter størrelsen og
levevis forskjellige navne: kræda, kjøda o. s. v. Naar den efter
legen, ligesom laksen, vandrer ud til havet, kaldes den sjøørret;
den anden hovedform er ferskvandsørreten, som holder sig i
elvene og indsjøerne og her efter tilgangen paa næring, bundens
beskaffenhed og farve optræder i forskjellige racer eller
varieteter.

Baade sjøørreten og de varieteter, hvormed ferskvandsørreten
optræder, ansees af alle for at tilhøre samme art. Man gjør ved
udklækningen den erfaring, at fed og stor ørret fra et større
fiskevand med rigelig næring overført i et mindre med sparsom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:35:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/4-1/0521.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free