Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti618
HEDEMARKENS AMT.
Tussen på Putt.
(I Solørs maalføre.)
[Ved 1 betegnes «tykt» l; ved v, omvendt a, en vokal, hvis lyd ligger
mellem ø og a eller ce. Efter a, i eller u udtales nn og II «holdige;
ligeledes udtales enn og ell her altid som æ med paafølgende «-holdig lyd,
undtagen i denna og sjella, hvor baade e, l og n har sin sædvanlige udtale.
Aldrig er her nn og II « holdige, hvor der skrives o, å, æ eller ø foran dem.]
De var einngong utpå høusten, me f»lk høullt på me
pottis-øun’n. Så var e en mann, såm hette Andrias Asa, såm var
bortte hos ’n Ola Putt å grov pottiser.
Nå veit du de, de e mwrtt om høustkvella allt m’ eine.
Hann Andrias hadde nå i stikkji væg å gå, hann, åsså va e nå
såvoli, så de va fælt vont f»r ’n å kåmmå framm hemmatt,
f»r ’n løut gå jønnom en kjukk skogtapp, å der va de mange
bløutloker å mie slike stigge h»ler, så de va reint ille å gå der
i mwrkri. Me de vartt så mwrtt, så ’n itte kunne sjå å grava
etter pottissom leinger, ’n Andrias, så jikk ’n sta å brøut åv
en skjigalstøur, såm en ville laga tell tæ firkjinnill ått sse, tsB
de ’n sku dra på hemmvægen. Så me ’n kåmm framm ått
husom me denna støurenna, så binne ’n å hakke på ’n på
møull-beinka, såm var runn omm stugua. Menn da ’n Ola kåmm å fækk
sjå de, så tala ’n ått ’n hann, frør detta, å sa’a de ’n slettes
itte måtte jæra så, «f»r hellu så får vi itte såvå i nætt vi,»
sa ’n, «fwr ner ’n heigger på møullbeinka i m»rkri, så
kåm-mer tussen å heigger å heller slekt læven om nætta, så vi itte
er stann omm å såvå. Hann har hølli tell på denner gala, allt
sea je var en liten smågut.» «H#r er tussen f»r nåe da?» sa’n
Andrias. «Tussen, de er einn, såm je har i gala mine, såm je
sjella træffer tell å få sjå. Je har bære sett ’n einn gong, å da såg
en ut såm en liten gammall mann, såm renne så fortt borttåver åt
denna bjørken, du ser står der, å der vartt ’n bortte. Je fækk
itte sjå nåe meir tell ’n je. De er denn eineste gonga de je har
sett tussen; menn je har hørt ’n meir hell einn gong her om
nætta, f »r onga mine ha vøri så reint ruske tell å gått å høggi
på møullbeinka om kvell’n, å da har ’n vøri her om nætta allt
m’ eine da, etterpå.
Hann Andrias løut allt gå borttpå høugstæbben me
høuggin-gen sine. Hann unnters fælt på detta, såm ’n Ola sa’a, å
tøkte, de var i arttu stell. Menn ’n kunne da væta de, de va
sannt øu, f»r ’n Ola hadde aller vøri slik, så ’n hadde jøgi,
nåen gong.
Skjemtevise fra Hof i Solør.
San Larall.
Han Larall han skulle på skjøtteri gå,
— «De dagas itte brått,» sa ’n, tralerittenrei —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
