Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
665
Det gjorde han, og fisk flk han i stor mængde, men paa
hjemveien kom han paa vildgræs og havde nær aldrig
fundet frem.
Hauk-varpet.
Tyldølerne og rendølerne har fra lang tid tilbage havt ret
til at fiske i Tufsingdalen i Tolgen. Endnu er sik- og ørretfisket
af betydning for bønderne i Tolgen.
I gamle dage maatte de, som vilde benytte sin ret til at
fiske, indfinde sig paa en bestemt dag. Kom nogen forsent,
havde han forspildt sin andel i fisket for det aar.
En mand, som hed Hauk, fra Haukstad i Tyldalen, reiste til
dette fiske, men stødte paa et elgshold, som han gjorde jagt paa
og omsider fik nedlagt. Men herved kom han for sent til at faa
sin not knyttet til de øvrige fiskeres. Han tilbød dem andel i
sit veide mod at faa være med, men forgjæves. Forat han ikke
skulde komme aldeles tomhændet hjem, tillod man ham dog at
gjøre et eneste kast med det fælles fiskeredskab. I dette fangede
han 9 fulde kløver fisk og en voksen bæver. Nu var der intet
i veien for, at han kunde faa være med i hele fisket, naar han
vilde dele sine elgsdyr med dem. Men Hauk afslog elet og drog
hjem. Mindet om hans notkast lever endnu i dalen under navn
af «Hauk-varpet».
Det samme fortælles i Tønset om en mand fra Utgåren.
Utgåren er en af de gaarde i Tønset, der først blev bygget.
Da var skogen saa tæt, at man, for at finde op til gaarden,
maatte blinke sig vei fra Glommen. Den tjente da til hvilested
for færdesfolk. Endnu viser man tomten af en stue, der kaldtes
«gildestuen».
Langt tilbage boede der i Utgåren en mand, som hed
Asbjørn, efter hvem endnu en agerlap har navnet
«Asbjørns-aaker». Han kom i skade for at fælde en mand, som hed
Asmal, blev fredløs og maatte til skogs. Han tog østover, til
han kom til Tufsinga; der slog han sig ned og levede af fiskeri.
En hund var alt hans selskab. Om ham er det, det fortælles,
at første aaret aad han selv kjødet af fisken og gav hunden
benene ; han magredes, men hunden blev fed; næste aar snudde
han om og gav hunden kjødet og tog selv benene; nu blev han
fed og hunden mager.
Efter flere aars forløb kom han tilbage til bygden, og fra
den tid skriver sig tønsetingernes fiskeri i Tufsinga, hvor det
dengang kunde hænde, at fisken gik saa tæt i stimer, at folk
kunde komme tørskoet over. Gaardene, som deltog i fiskeriet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
