Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING. 671
Tuft er et usynligt væsen, oftest brugt om en underjordisk
nabo; disse underjordiske kaldes tuftefolk, manden tuftekall;
sydligere i amtet kaldes de tomte og tomtegubbe. Her forekommer
de paa saadan maade, at de svarer til tunvorn eller tunvoren,
garvoren, som er gaardens beskytter, og er i et sagn fra
Hedemarken i 1840 kaldt garboen.
Garboen slaar huldren ihjel.
En skytte var paa fjeldet, og da natten kom paa, lagde han
sig for i sæteren. Om natten raabte det borte i en haug: «Vil
du laane mig kjedlen, jeg vil koge han Thore Rabben ;» derpaa
svarede det: «Ja, dersom jeg faar smage sø» (o : kjødsuppe).
«Før du faar smage sø,
skal jeg stege ham paa glø.»
Nu skyndte Thore sig afsted; da han kom et stykke paa
vei, mødte han garboen med en staur paa ryggen. Saa skyndte
Thore sig endnu mer, og da han havde løbet et stykke, hørte han
et frygteligt skrig. Han saa sig ikke tilbage, men løb helt hjem.
Næste dag gik han med sin bror til det sted, han havde været
om natten, og nu saa de blod og meget stygt, af det garboen
havde slaaet huldren ihjel.
Tuft paa sæteren.
Der var en sæter, hvor tuften holdt til, naar folkene flyttede
hjem om høsten.
Naar de drog bort, stelte de alt istand paa det bedste for
de nye ibuere ; ellers kunde man vente sig uheppe paa kreaturerne
næste sommer. Paa flytningsdagen blev der sat mad paa bænken
som til gjæstebud, og denne var æslet huldrefolket, som ventedes.
Saa var det en gut engang, som blev igjen paa sæteren efter de
andre. Han vilde se de nye ibuere og krøb op paa nogle
sagbord, der laa over slinderne inde i huset. Her lagde han sig
med tollekniven i haanden, for staal værger baade mod tuft og
troldskab. Om en stund kom nogle rompekuller ind gjennem
døren og tog paa at rive og æde, som om de ikke skulde have
seet mad paa lang tid. Snart sagde den ene af dem: «Hu —
her lugter kristenmandskjød.» De glodde baade høit og lavt, og
saa flk de tilslut se gutten imellem sagbordene. Han drygde
ikke længe, men kastede kniven efter fantetyet; «han snert ti
kjolen» til den ene hulder, som da blev staallagt. Nu vilde de
andre rompekuller, at han skulde gifte sig med huldrejenten„
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
