Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti712
HEDEMARKENS AMT.
og udi forledeu krigstid været fangen med 7 soldater fra sal. hr.
kaptein Ole Ellingsens kompagni, som han hjalp til rømning og
skaffede dem med sig til Norge igjen med stor livsfare og svam
over søer og tog baade at hjælpe dennem frem med og fødet sig
udi seks dage med rødder af marken, som de berettede.»
Folkene paa Jerpset, Tron Jerpset og hans forældre, var af
ublandet kvænsk herkomst.
Da der i det attende aarhundrede blev livligere efterspørgsel
paa tømmer, lokkedes kvænerne, som boede i de bedste tømmerskoge,
af Kristiania trælasthandlere til at sælge sine eiendomme eller
til at give slip paa sin bygselret, mod at de skulde faa bo
der fremdeles som før, og mod slutningen af det attende
aarhundrede var alle kvæner her husmænd. De maatte ernære sig
som arbeidskarle under fremmede herrer, og der fortælles, at
bestyreren af det Ankerske fideikommis drev store flokke af dem
helt ned til Nitedalen for der at grave grøfter og tappe myrer
paa fideikommissets gaarde.
I det attende aarhundrede synes klagerne over kvænerne at
være forstummet, og de omtales mod aarhundredets slutning af
A. C. Smith, uden at der nævnes noget om, at de havde
stridigheder med naboerne. Aminoff siger, at kvænerne i Norge aldrig
blev saaledes forfulgte som i Sverige. Sandsynligvis har de levet
i stilhed, uden at nogen har gjort sig synderlig tanke om deres
undervisning eller kultur, ialfald tyder den skildring, Kraft giver af
dem omkring 1820, hen paa, at de har levet meget isoleret.
De havde efter Kraft kun ringe samkvem med de norske,
og giftede sig mellem sig indbyrdes. «Sædvanligen ere de to
eller tre Gange om Aaret nede i Bygden, hvor de besørge deres
Forretninger og saavel legemligen som aandeligen vederkvæge sig.
De gaae da til Kirke og Alters, tage sig en Ruus strax efter,
slutte Handeler og udrette Ærinder. De Uordener, de ved saadan
Leilighed begaae, kunde vel hemmes, da de ikke er onde af Naturen,
og der dog gives enkelte oplyste og ædruelige Mænd blandt dem.»
Om deres kaar i 1820 beretter Kraft, at nogle da havde
skyldsatte gaarde, men de fleste havde pladse eller saakaldte
torper, der var opryddede i skogene under gaardene i selve
bygden og lige fra to til fem mile fra disse. Ingen var da
selveiere, men enten leilændinger eller husmænd paa det Ankerske
fideikommis eller statsraadinde Rosenkrantz’s arvingers eiendomme.
Enkelte var velstaaende, men mængden yderlig fattig. Han
betegner dem som for det meste ukultiverede, enfoldige og
lettroende og sædvanlig henfaldne til drukkenskab. De boede ikke
alene ved sjøerne, men ogsaa høit oppe paa fjeldene, hvor de
med utroligt arbeide har opryddet og opdyrket agerland. Store
stenhobe, som ligger overalt paa deres marker, vidner om deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
