Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•106
KRISTIANS AMT.
op er ener og dvergbirk, saa følger moser og enkelte
fjeldblomster, der snart afløses af mørke urer og den evige sne.
Oftest sænker fjeldene sig ned mod dalene i form af brede og
runde fremspring, som kaldes «aksel» eller «hø» eller «nos», og
som ofte skjuler tinderne fra dalen. I høiderne kommer fra store
sne- og ismarker blaagrønne, sprækkefyldte jøkler, som skyder
ned i søkkene mellem noserne. Meget hyppig ligger der bræer
i botnerne, og de høieste tinder er ofte dele af krandsen omkring
botner eller gjenstaaende rygge mellem botner, eller de bliver
egge, hvor flere tinder ligger paa rad. Toppene har kun
und-tngelsesvis runde former, i regelen hæver de sig bråt op fra
bræerne som skarpe tinder med vægge, som er bratte, saa ingen
sne fæster sig paa dem, og deres mørke, næsten sorte farve,
danner en skarp modsætning til den omgivende bræ. Sjelden
staar en enkelt tind alene for sig selv; i de fleste tilfælde er de
samlede i grupper. Da underlagene ofte har en høide af opimod
1800 m. og mere, bliver selve tinderne ikke saa overdrevent
høie, ofte 500—600 m. over omgivelserne.
Fjeldet er ofte dækket af den korte og sorte lavart, som
kaldes bergnæver, og som giver fjeldene en mørk farve, selv om
stenens farve i virkeligheden er lys. Denne bergnæver spiser
renerne i nødsfald, naar sneen er dyb og iset, saa de vanskelig
kan naa ned til den egentlige renmose. I tør tilstand er
bergnæveren haard som næver; kommer der vand paa den, er den
myg og blød. Denne slags mose siges i fjeldbygderne at have
været benyttet ogsaa til menneskeføde.
De fleste tinder i Jotunfjeldene ligger samlede i knipper paa
fælles underlag omkring botner eller paa egge; derfor er der
mange tinder, som nævnes i flertal, Skagastølstinder,
Knutshuls-tinder, Galdhøpigger, Smørstabtinder o. s. v. Naar en tind rager
over de alle andre, sættes sædvanlig store foran. Det er faa
tinder her, som ligger enslig.
Kirken er den eneste tind i Jotunheimen, som har ord for
at være helt og fuldt enslig, men i virkeligheden er ogsaa denne
tind at opfatte som det nordvestlige hjørne af den botn, hvori
Kirketjernet ligger med sin bræ.
Ved denne beskrivelse af Jotunfjeldene er benyttet, foruden
karterne og iagttagelser fra den geografiske opmaaling,
afhandlinger i Turistforeningens aarbog, særlig Emanuel Mohns mange
iagttagelser, og derhos en række arbeider af P. Å. Øyen om
isbræerne i Jotunfjeldene.
Det bliver nødvendigt at dele Jotunfjeldene for at faa en
oversigt, og det falder naturligt at dele dem efter de dybe dale,
som skjærer gjennem dem. Nogenlunde midt i Jotunfjeldene nær
grændsen mod Nordre Bergenhus amt ligger Leirvatn, 1502 m. o. h.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
