Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•JORDBRUG.
525
til. Det heder fra Vardal i 1820, at potetavlingen havde især
under krigsaarene tiltaget i den grad, at endog den ringeste
husmand besaaede et stykke med denne sæd, som trivedes godt og
ofte gav mange fold.
I Faaberg og Gausdal dyrkedes omkring 1820 poteter ikke
alene ved gaardene, men ogsaa af husmændene. Allerede for
50 aar siden, heder det, d. v. s. omkring 1770, var potetavl
indført i Gausdal ved sognepræst Andr. Pihl.
Om Toten heder det, at potetavlen før ikke havde været
almindelig, men siden sognepræst provst Hopstoch kom til kaldet
i 1809, var udsæden af poteter blevet mere almindelig baade paa
Toten og i Vardal.
I Vaage kom potetavlen i brug omkring 1770—80, men den
var ikke saa udbredt eller saa foldrig, som var at ønske.
Fra Lesje heder det, at poteten ikke vilde trives; det er
endnu saa, at potetavlen er ringe i Lesje, fordi den fryser let.
Lov af lste juli 1816 har bidraget meget til at udbrede
potetdyrkningen i Norge. Denne lov forbød indførsel af
kornbrændevin, hvilket voldte tab i toldindtraderne. For at dække
dette tab, paabødes ved skatteloven en afgift i landdistrikterne,
kaldt brændevinsskat; skatten var i virkeligheden kun et tillæg
til landskatten og udlignedes paa matrikulskylden, uden hensyn
til, om jordbrugerne benyttede sig af den ved en anden lov af
lste juli 1816 givne tilladelse til at brænde brændevin. Denne
tilladelse gjaldt for eier eller bruger af særskilt skyldsat jord, og
der maatte ikke brændes af kjøbt korn uden «til husbrug», hvilket
ikke blev overholdt.
Der skede saaledes i 1816 et pludseligt og voldsomt omslag
i lov om brændevin. Brændevinsbrændingen var lige til 1816
under straf forbudt i de norske landdistrikter, hvis behov blev
afhjulpet ved rigelige forsendelser fra udlandet, navnlig fra
Flensborg; nu blev indførselen uden varsel forbudt, og tilvirkningen
paa landet ikke alene tilladt, men opmuntret, idet der paalagdes
hvert jordbrug afgift for ret til at brænde brændevin, enten denne ret
benyttedes eller ikke; loven virkede næsten som et paabud til
jordbrugeren om at brænde brændevin, især da man samtidig
stoppede den almindelige tilførsel af brændevin. Enhver, som kunde,
anskaffede sig de til brændingen fornødne redskaber; hertil
fordredes heller ikke meget. I begyndelsen hjalp man sig paa mange
steder med en stor gryde med godt sluttende trælaag, en lang
geværpibe og en vandsaa. Naar man betalte for retten til at
brænde brændevin, vilde man have fordelen og fornøiolsen af
selv at gjøre det; skatten maatte man betale alligevel.
Forbausende hurtig lærte man kunsten at tilvirke brændevin
af poteter, og kunsten udbredte sig over det hele land; allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
