Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I-ÆDRIFT.
585
men mindre end i de vestenfor liggende dalfører; arbeidet paa
udviklingen af det stedegne fæ er ældre i Gudbrandsdalen end i
Valdres.
Gudbrandsdalsfæet er det hornede dølefæ, et dybt,
bredvokset, lubbent fæ. Det er et af de triveligste af vore kvægslag.
Dølefæet kaldes ogsaa det oplandske fjeldfæ, det er udbredt
i Søndre Gudbrandsdalen, fra Ringebu nedover til Biri.
Det er helst sort eller sortbrunt, undertiden rødt, af og til
graat, ogsaa brogede kjør med de nævnte farver forekommer.
Det er et udpræget fjeldfæ med sterk kropsbygning og velstillede
lemmer; hovedet er gjerne bredt over kinderne med bred mule.
Næsen er forholdsvis kort og panden lang, der er sterke horn,
tykke ved roden og hurtig afsmalnende med lang spids, de er
flade, mørke nedentil, lyse oventil, og der er pandeknold mellem
hornene. Det har en sterk hals, en god lang ryg, med lang og
bred lænd og mere end almindelig veludviklet kryds med gode Iaar.
Det fandtes fra gammel tid spredt i Søndre Gudbrandsdalen;
fra otti- og nittiaarene er dette fæ forbedret ved planmæssig avl;
det er blevet mere ensartet og melker bedre, og det har faaet
større udbredelse.
Kjørene har af og til mindre godt udviklet jurstel.
Efter 4 kontrolforeninger i Gudbrandsdalen gav dette fæ et
gjennemsnitlig melkeudbytte i 1903—04 af 1540 liter melk
aarlig med 3.89 pct. fedt.
Ved Hove landbrugsskole gav det i 1908—09 2 634 liter
med 3.72 pct. fedt.
Den levende vægt i Gudbrandsdalen er 275 til 320 kg.
I den sidste menneskealder har fæavlen gaaet frem især i
Søndre Gudbrandsdalen; den ligger noget tilbage i Nordre
Gudbrandsdalen, hvor fæet er tørt og lidet, medens disse egne
tidligere var bekjendt for sit store, dybe fæ.
Om kvæget i Gudbrandsdalen beretter Hiorthøy, at «kjørene
falder her almindelig store og er fra ældre tider en blanding af
hollandske, thi adskillige bønder fortæller, at præster og andre
betjente endog i sildigere tider har forskrevet hollandske kjør
og tyre, for at faa store kreaturer, da græsgangene tilfjelds er
overmaade gode». Foruden melkekjør opfødde man hin tid paa
hver gaard nogle gildede okser (kaldtes klatringer, efter
kastra-tionsmaaden at klatre eller klamre), der solgtes til slagtehandlerne,
naar de var 3 aar.
Brænderierne paa Oplandene flk før gjødokser fra Dovre,
Lesje og Vaage.
De holdt kvæget hjemme til Botholfi tider, 17de juni;
imidlertid ystedes og kjærnedes saameget, som man trængte indtil høsten.
Det ansaaes for en skam selv at fortære, hvad som blev tillagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
