Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I-ÆDRIFT.
589
fjeldhavnegauger om sommeren og slagtede dem om høsten; oin
vinteren solgte de kjødet i kjøbstæder og paa markeder. Fra
Gausdal kjøbtes efter Pram omkring 1775 hvert aar flere tusen
sauer i de nordlige b3’gder. Ved salget flk man saameget for
kjødet og talgen, som indkjøbet kostede.
Præsten Ole Hannibal Hoff omtaler 1743 fra Toten, at han
drev faareavl med godt udbytte, og at egnen havde gode
betingelser for faareavl. Bønderne mistede om vinteren sine faar i
snesevis, «ja rub og stub». Dette tilskrev de ikke præstens bedre
røgt, men hans lykke og sin ulykke.
I den lange vinter maatte faarene fodres inde. Den røgt, faarene
flk om vinteren, var saa slet, at endog de stedegne faar ikke
kunde holde det ud. I de smaa sauehuse blev luften for varm
for sauen. Foderet flk de ofte i frossen tilstand, beitet bestod i
furubar, birke- og rogneris og lyng, som ofte kastedes ind belagt
med sne og is.
Hiorthøy omtaler, at faarene i Gudbrandsdalen var almindelig
norske, de fleste hvide, nogle sorte, nogle graa og andre brune
af farve. Der var nogle blandinger af engelske og norske, som
havde blødere og finere uld. Der var forskrevet engelske faar,
men de var for kostbare at føde om vinteren, da de vilde have
det bedste og fineste hø. Der holdtes en mængde faar. Ulden
brugtes til vadmel, strømper og andre uldne tøier. En mængde
skind forbrugtes til skindfelder, som da. var de almindelige
sengedækkener. Skindene beredtes med ulden paa, og en saadan
skind-feld, som bestod af 7 faareskind, kostede fra 1 til 2 rdlr. Det
kjød, som ikke forbrugtes, tørredes og førtes til byerne og
berg-verkerne, og talgen rensedes og solgtes i byerne.
De faar, som opdrættedes nord i dalen og solgtes sydover,
var af norsk race; de beskrives som meget smaa med grov uld.
Grunden til, at særlig de nordligste bygder lagde sig efter opdræt
af faar, skulde være, at man her havde bedre tilgang paa tallbar
og løv, som udgjorde det væsentligste af faarenes vinterfoder. 1
Lesje samlede man i denne hensigt store mængder kjærvløv, der
stakkedes ude paa marken. I Lom kunde der i begyndelsen af
det 19de aarhundrede findes 2—300 faar paa én gaard. Paa
denne tid fandtes i Gudbrandsdalen 74 gaardbrugere, der havde
flokker paa over 50 stkr.
Sommerfelt omtaler, at engelske faar trivedes ganske vel paa
Toten, og mange bønder havde lagt sig til nogle saadanne.
I 1811 besluttede Selskabet for Norges vel at overlade almuen
i Gudbrandsdalen 8 spanske vædere for 2/s af den pris, selskabet
selv havde betalt; thi dalen stod meget tilbage i faareavl.
I Gudbrandsdalen kjøbte bønderne mange sauer fra Vestlandet.
Den norske race havde enkelte jordbrugere søgt at forædle ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
