Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆKSTLIVET.
4)5
grønne blade, som sidder paa grenene længe efterat de er
visnede.
Heller ikke de smaa vidjearter, salix hastata og den finbladede
.salix arbuscula er sjeldne i Dovretrakternes vidje- og birkebelter.
En busk, som ligeledes er almindelig sammen med vidjerue,
er dvergbirken eller rape, ogsaa kaldt fjellris (betula nana) med de
vakre neglstore, takkede blade.
Paa gunstige steder i birkeskogen, saaledes hvor denne er
glissen og jordbunden fugtig nok, findes der ofte vakre, indtil
meterhøie krat af rigtblomstrende urter, i broget blanding eller
renere, mere ensformig i sin sammensætning. Ofte dannes disse
urtekrat af tyrhjelm eller torhjelm, ogsaa kaldt lusehat (aconitum
■septentrionale med de lange pragtfulde blaa blomsterklaser og de
store rundagtige, haandnervet indskaarne blade, den slanke,
rød-blomstrede gjeitrams eller g jei tskor (epilobium angustifolium), turt eller
bjørneturt (mulgedium alpinum) med blaafiolette blomsterkurve i tæt
og lang klase, skogstorkenæb eller sjauskjæra (geranium silvatvum)
med blaafiolette (sjeldnere lyserode eller hvide) blomster tittende
frem mellem bladverket, fuglevikken (vicia cracca) og den fiolette
gjærdevikke (vicia sepium) og den i disse trakter sjeldne fjeldflok
polemonium coeruleum), som paa grund af bladenes udseende ogsaa
er blevet kaldt jakobsstige. Endvidere findes marikaabe eller
mari-stakk (alchemilla vulgaris), den hvide hundekjæks (anthriscus silvestris),
huidbladtistelen (cirsium heterophyllum) og skogforglemmigei (myosotis
silvatica . foruden blaaklokken (campanula rotundifolia). I)en sidste,
som i lavlandet har lysere blomster og flere blomster paa
stængelen. bliver paa fjeldet ofte enblomstret, men blomsten er da til
gjengjæld større og har dybere farve. Det er forøvrigt en
foreteelse. som gjælder almindelig for de planter, som vokser baade
høit og lavt, at deres blomsterfarver er dybere og renere paa
fjeldet end i dalen. Dette er særlig paafaldende, foruden hos den
netop nævnte blaaklokke, ogsaa hos forglenimigei, den røde
pragtstjerne eller fløiclspung (melandrium rubrum), veronika er, tiriltunge
lotus corniculatus) og flere andre.
Udenfor disse mere eller mindre frodige urtekrat er
vækstlivet dog i det store hele ensformigt i birkebeltet og bestaar paa
tørrere steder mest af lyng, med krækling iempetrum nigrum),
blaa-hær eller tyttebær som de overveiende planter. Eller der optræder
myrer, hvor moser eller star og myruld behersker vegetationen.
Allerede i birkebeltet begynder en del fjeldplanter at blive
almindelige. Dette er især tilfældet ved bækkefar, hvor bredderne
kan være prydet af gulsildrens saxifraga aizoides) gyldne og rige.
fint nuancerede blomsterflor. Især paa eller mellem stenene i
bækkeleiet fiudes den gule og vellugtende fjeldfiol (viola biflora) og
■stjernesildren (saxifraga stellaris), foruden fjeldskrinneblom {arabis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
