Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYREI.IV OG JAGT.
165
var udbyttet 702 dyr, i 1909 var udbyttet 471. Udbyttet er
blevet betydelig større, end det var før fredningen.
Disse tal er vistnok for låve. Endel dyr kommer ikke med
i statistiken, eller opgaverne er ufuldstændige. Dels er der vel
drevet adskillig ulovligt skytteri.
Professor Friis antog, som omtalt, at det samlede antal
vildren i 70-aarene for hele landet var 4 000; dette er, efter
høi-fjeldskommissionen af 1909, for lidet. Han regnede, at der fældtes
omtrent 10 pct. af bestanden aarlig, men der fældes ikke saa
meget. Dr. Bruun fra Hallingdal anslog i 1909 antallet af ren
til omtrent 20000; det officielle antal skudte dyr samme aar var
1 148, altsaa 5.5 pct., det vil sige lidt over det halve af, hvad
professor Friis regnede.
Elgen (cervus alces) har i de senere aar tiltaget sterkt, siden
ulven forsvandt i midten af det 19de aarh. Der fældes i hele
landet omtrent 1 300 individer aarlig, medens det antoges, at
der i 1850-aarene kun fældtes 200. I Kristians amt fældes
aarlig omkring 150 elgsdyr. I amtet er elgen noksaa jevnt
udbredt i skogene. Rigest paa elg er Søndre Gudbrandsdalen,
særlig Gausdal, hvor der i 1904 saaes en flok paa hele 20 stykker.
I ældre tid drev man jagten ved elggrave, af hvilke der er
mange levninger, især i Gudbrandsdalen.
Efter karter over elgens udbredelsesomraade i 1876 og i
1904, skal elgen i 1904 have udbredt sig over et areal, der var
vel tre gange saa stort som i 1876, da professor Friis udgav sit
kart over elgens og renens udbredelse her i landet.
Haren jages og fanges i snare. Om harens udbredelse skriver
Sommerfelt omkring 1790, at der er hare overalt, men mest i
skogbygderne, hvorfra der om vinteren sælges en del. Hau undrer
sig over, at der kan findes saa mange harer, da de forfulgtes
paa alle aarstider, endog medens de gaar med unger.
Hammer beretter fra Hadeland, at hans jæger i aaret 1784
skjød ca. 100 harer.
I egnen omkring Mjøsen og Randsfjorden drives nu harejagten
ikke blot af bybefolkningen, men ogsaa af bønderne.
I 1874 var der ikke mange harejægere i
Gudbrandsdalen og Valdres. Med undtagelse af et par jægere i Faaberg
og Gausdal, nærmest ved Lillehammer, hvor der som sædvanlig
er harejægere nok, fandtes der i 1874, efter Barth, ikke en
eneste 1 harejæger i hele Gudbrandsdalen fra Lillehammer til
Dovre, paa en strækning af 16 mil. 1 hele Valdres dalføre var
der ikke dengang mere end en eneste harejæger.
Fangst af hare med saks eller snare blev almindelig, da der
blev større efterspørgsel efter vildt.
Saks benyttedes kun lidet i sammenligning med snare og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
