- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / V. Kristians Amt. Anden del (1913) /
335

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

BEFOLKNING.

335

især for træskjærerkunsten. De har kritisk saas, gjør torre, yderst
træffende bemærkninger, men er selv meget svage ligeoverfor
kritik. De ser ned paa lomværingen.

Endnu i 1853 var bryllupsskikkene de samme, som
dengang præsten Hiorthøy skrev sin beskrivelse over Gudbrandsdalen.

Vaageværingen har vanskeligt for at følge med tiden og vil
ikke gjøre nogen forandring med sit stel; han bliver overfløiet af
den mere foretagsomme nabo, lomværingen. I Vaage sidder
gamle ætter med sterkt aristokratiske tendenser paa sine store
gaarde; der er en betydelig standsforskjel og ogsaa sterkt
indgifte med sine uheldige følger.

I det daglige liv er der dog liden standsforskjel. Der
tiltales med «du», og døbenavn bruges altid i tiltale. Selv paa de
større gaarde spiser husbondsfolk og tjenere ved samme bord,
og gaardmandsdøtrene omgaaes tjenestepigerne som de var
ligestillede.

Om lomværingerne ytrer Botten-Hansen i 1853: l)e lever
noget afsondrede, og uagtet de i dannelse staar tilbage for de
andre gudbrandsdøler, betragter de dog disse med samme
med-lidenhedsmine, som kineserne betragter europæerne. De føier
godt, at de er sig selv nok, og at de ikke behover at trænge til
andre. Heri maa de da ogsaa bestyrkes derved, at færdesmænd
bringer alt i huset til dem. Lesjeværingen bringer sild, fisk og
salt og tildels jern, hvilke varer han borttusker med korn.
Vaageværingen bringer dem gryder og klæberstenskakkelovne,
faaberg-ingen spidsslæder, knapper, bjelder og andet støbegods, vardølen
karder og glasvarer o.s.v.

Lesjeværingen har meget tilfælles med vaageværingen; han
har et mere indsmigrende væsen og er beregnende og slu, hvilket
vel kommer af den megen syslen med handel, men han er mere
arbeidsom og foretagsom end vaageværingen.

Sydlig for en lang, tør mo, Koloen, følger det egentlige
Kvam, der tidligere var et anneks til Fron, men som nu i
forening med Sødorp udgjør et eget præstegjeld, Nordre Fron; her
klædte man sig i 1853 mere kjøbstadsmæssig end i de nordligste
præstegjeld, og knotingen begyndte tilgavns.

Særlig om vaageværinger gjælder ve) det, som Aanrud skriver
om gudbrandsdølen:

«Det første karakteristiske træk, man støder paa hos disse
mennesker er, at ættebevidstheden har holdt sig bedre end noget
andetsteds i landet, at de er gjennemsyret af en høist
aristokratisk tankegang, og det uagtet der er fuld individuel lighed.
Husbonden og tjenestegutten kan snakke sammen som
ligemænd, spise ved samme bord, gaa ligedan klædt, have samme
kundskabsforraad, og dog er der i den almindelige bevidsthed en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:37:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/5-2/0347.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free