Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
KHISTIANS AMT.
huer, besatte med sorte kniplinger eller sorte perler og ligeledes
som pigerne et hvidt lin nærmest ansigtet. Alle baade mænd og
kvinder brugte spænder i sine sko, dels af sølv og dels af
hvidagtigt metal. Silketørklæder af alle kulorer var især deres største
overdaadighed i klædedragten, da de paa engang kunde bruge to
om halsen og et i haanden til prydelse.
Klædedragten har fulgt de moder, som var herskende i
Europa, men ingenlunde slavisk, og nationaldragterne viste,
hvorledes forbillederne udenfra benyttedes og anvendtes med de stoffe,
som var tilgjængelige i landet.
Den befolkning, som levede i de norske dale, havde ikke
noget stort udvalg af stoffe til sine dragter Vistnok blev helt
fra middelalderen stoffe indførte fra udlandet; men de var
kostbare og anvendtes selv hos de rigere bønder som høitidsdragter.
Vadmelet var det stof, hvoraf bøndernes dragter J syedes.
Ogsaa skind anvendtes som stof i benklæder i enkelte fjelddale.
Vadmelet har uldens farve, graa eller hvid, og disse farver er
hyppige i de ældre nationaldragter.
Langs kysten i baadene er hvid farve paa klæderne ikke
praktisk, og ved sjøen har derfor som regel været brugt mørkere
klæder, især farvet sort vadmel.
Foruden den hvide og sorte farve var der i ældre dragter
grønt og rødt, undertiden lidt blaat og brunt. Til disse farver
kunde der anvendes indenlandske farvestoffe.
Pram, der reiste først i det 19de aarhundrede, omtaler, at
mandfolkenes dragt var troier af lysegraat vadmel, nemlig uld
af sorte faar og hvid uld vel blandet. Kvinderne var for det
meste klædt i saadant vadmel eller tyndere og lettere blaat.
Mandfolkene havde ogsaa stribede, tærnede eller dreielsmønstrede
brystduge.
De farvede selv for det meste sine tøier Med hundslæng
(cicuta) farvede de grønt, ogsaa med birkeløv. Med fægre (galiutn
verum) farvedes rødt. Jemne (lycopodium complanatum) brugte de
til beisning. De brugte og farvemosen (lichen tartarens) til fiolet
og rødt og forstod ved urin at gjöre den bekvem. Adskillige andre
mosarter anvendte de og til farvning.
Med orebark farvede de gult og beisede med hakkemette
eller gedigent allun. Men for en stor del sendte de og sine tøier
til Kristiania eller Trondhjem for at farves.
Det var dalboernes kvinders vigtigste luksus at have en stor
garderobe og især meget og skjønt tøi af eget arbeide at forevise.
Til undertoi, skjorter og lagener synes strie og tildels lærred
at have været anvendt. Linnedskjorter kom sent i brug.
Det nordlige Gudbrandsdalen har tidlig havt en udviklet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
