Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BK FOLKNING.
377
beretter. Et par af disse sagn er ovenfor gjengivne som
sprogprøve (bind II, pag. 280). Tilnavnet Gynt er vel et slængenavn;
efter H. Ross er betydningen af yynta at furte, og Gynt er en,
som gyntar eller furter. Om Per Gynt fortælles, at han havde
en fiskebod ved Atnesjøen. En stue, som fra Nordre Hage er
flyttet til samlingerne paa Maihaugen ved Lillehammer, kaldes
Per Gynt-stuen. Det heder videre om Per Gynt, at han var en
kakse, at han var gjæstgiver, at han førte sag med en enke, som
sad paa gaarden Solbjør. Det heder endelig, at der stod respekt
af ham, saa det fantefølge, som gik under navnet Grisillafølget,
tog over Laagen paa vestsiden, naar de drog gjennem dalen, da
de ikke turde drage over Pers gaard.
Sagnene om de overnaturlige væsener, der mødte Per Gynt,
er gjengivet hos Asbjørnsen vel nogenlunde saaledes som de
levede paa folkemunde i 1840-aarene. Per Gynt var efter
Asbjørnsen en ræglesmed, som altid fortalte, at han selv havde
været med i alle de historier, folk sagde var hændt i gamle
dage, og efter hans død har vel en hel del eventyrsagn
udkrystalliseret omkring hans navn.
Sagnet om de tre trold og de tre sæterjenter, som Ibsen har
udformet i sit digt, har hos Asbjørnsen denne form:
Den rette budeien paa sæteren «var en, som hedte
Myr-rønnaug, og saa var der en til, som hedte Gailn-Kari. De mente,
at de ikke skulde være rædde for bjergfolkene; de kunde kuns
komme. Ved den tid var der kommen budeie i Lombsæteren
ogsaa. Disse tre jenterne för der og gjætede kreaturerne og var
saa viltre og gale, at der ikke var maade med det; de fløi over
alle haugene om sommeren og lagde sig efter at slaa ihjel
rypeunger, og naar de kom til Valfjeldet, saa raabte de paa Thron
i fjeldet og sagde, han kunde komme til dem om lørdagskvelden,
saa skulde han faa sove paa armene deres, og naar de kom i
Kvernstudalen, saa raabte de paa Kjøstul i bakken, og naar de
kom til den fjeldknatten borte ved Slethø, som heder
Eldfør-pungen, skreg de paa Kristoffer Pungen og sagde det samme til
ham. Naar de havde stelt fra sig om kvelden, satte de sig paa
vanggjærdet og raabte: «Thron Valfjeldet, Kristoffer Eldførpungen,
Kjøstul Aabakken, kom nu, skal vi lægge os!» for disse jenterne
troede ikke det, som folk sagde, at der var bergfolk til, og at
disse karlene boede i fjeldene her. Men de blev vare ved det
kanske. For en torsdagskveld sent ud paa høsten, ja saa sent,
at alle andre folk var reist hjem af sæterfjeldet, saa havde
jenterne gjort fra sig kveldsstellet og sad om aaren, og de snakkede
vel om gutterne sine, kan jeg tænke. Ret som det var, saa för
døren op, og saa kom der ind tre smaa karle. Ikke snakkede de
et ord, og ikke snakkede jenterne heller, men de saa vel paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
