Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE.
r, 631
havde drevet om i landet med bøssen paa nakken og levet høit
paa andres gods og frygt, var af rygterne om de tumultuariske
optrin paa thingene lokkede herhen i haab om, at der skulde
vise sig noget. Jens Madssøn fik advarsel om at tage sig i agt,
da dølerne havde svoret, at han ikke skulde komme levende ud
fra Fron thingstue. Laurits Christenssøn med sorenskriveren
Peder Anderssøn besluttede at opsætte behandlingen af sagen og
aflyste mødet. Den følgende nat forlod rettens formand samt
sorenskriveren og fogden hemmelig bygden, da de ikke var sikre
paa liv og lemmer. Deres flugt opdagedes, og de blev
efter-satte af et lidet parti bevæbnede, som vilde befri dalen fra en
slig bygdeplage, som fogden Jens Madssøn var. Forfølgelsen
fortsattes over en mils vei, men det lykkedes flygtningerne omsider
at redde sig ind paa Ringebu præstegaard, hvor de fandt ly hos
sognepræsten, indtil de den følgende dag under bedækning kunde
drage videre.
Regjeringen fik underretning om «den gudbrandsdalske sag»,
som den kaldtes, og Jens Madssøn sendte en klage over magister
Iver Pederssøn og fiskalen Jakob Madssøn Lund for at have
op-viglet almuen.
23de november 1661 kom der kongelig befaling til biskop
Henning Stockfleth om at lade magister Iver Pederssøn Adolphus
suspendere og sætte under tiltale for at have misbrugt almuens
signeter. Paa samme tid beordredes slotslovens forstander at lade
arrestere Christofer Thordssøn for det opløb, der var forvoldt paa
thingene i Gudbrandsdalen. Det drog dog temmelig længe ud,
før den sidste befaling blev efterkommet. Den kjendelse, som
Laurits Christenssøn og Peder Anderssøn efter sit ilsomme
tilbagetog afsagde, er mærkelig.
De erklærede nemlig Jens Madssøn for uskyldig i bøndernes
klagemaal, men henstillede paa samme tid til den høie øvrighed
at optage sagen til fornyet prøvelse, dog saaledes at den
anlægges mod magister Iver, Jakob Madssøn Lund og Christen
Jakobsson.
Bøndernes optræden kan lade sig undskylde, naar man tager
hensyn til, hvorledes kommissionen fra først til sidst søgte at
behandle sagen i Jens Madssøns og Jørgen Philipssons favør.
Den danske suveræne regjering ansaa «den gudbrandsdalske
sag» for at være af større betydning, end den var.
I 1662 kom Iver Taagesen Krabbe som statholder til
Akershus. Han havde den opgave at faa bilagt oprøret i
Gudbrandsdalen, som det kaldtes.
16de februar 1662 indgav Jørgen Philipssøn paa sin svoger
Jens Madssøns vegne andragende om, at hans sag mod de
gudbrandsdalske bønder maatte blive paakjendt af lagmanden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
