Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ringerikes fogderi.
167
major Tungelfeldt, tilbage til hovedstyrken ved Kristiania ad den
samme vei, hvorad de var kommet. Enkelte skal være flygtet over
Krogkleven, hvor de frøs ihjel. En vagtpost paa 25 mand under
kaptein Allemander flygtede til Vikersund, hvor de overgav sig til
eu forhenværende fændrik for at undgaa at blive fanget af bønderne.
Traditionen beretter, at det var prestefruen Anna Ramus, født
Kolbjømsen, som havde faaet Løwen til at stille Allemander paa
post vest for Norderhov — han stod nemlig paa den vei, der førte
vestover — istedetfor øst for gaarden. Dette skeede for at gjøre
det lettere for nordmændene, der laa ved Sten, at overrumple
svenskerne. Hun skal ogsaa have bidraget til at dysse svenskerne i ro,
og skal have givet nordmændene underretning om, hvor de var at
finde. Uagtet samtidige beretninger intet meddeler herom, er dog
traditionen i og for sig ikke usandsynlig. Hun ligger begravet i
gravkjelderen under Norderhov kirke.
Blandt dem, som udmerkede sig under bataljen, nævnes 2
ringe-likinger, underofficer Thor Hovland og dragon Peder Putten.
7de april samme aar forsøgte svenskerne med 300 mand at
bane sig vei over Krogskogen til Ringerike. Veien over Krogskogen,
der den gang gik noget nordligere end nu, var imidlertid besat af
en afdeling bøtider under anførsel af fogden Lars Mikkelsen og et
kompagni soldater under kaptein Coucheron. Bønderne bestod
væsentlig af telemarkinger, der i et antal af 300 var mødt frem for at
tilbyde sin tjeneste som frivillige. I den kamp, som her udspandt
sig, blev svenskerne drevet tilbage med betydeligt tab. Baade en af
anførerne, major Nieroth, og et par andre officerer blev haardt
saaret. Karl den 12te, der kort tid efter personlig undersøgte
nordmændenes stillinger, fandt disse saa gode, at han afstod fra
videre angreb.
Dette er den sidste gang, Ringerike har været skuepladsen for
krigsbegivenheder. Derimod har det ved et par leiligheder været
haardt hjemsøgt af hunger og dyrtid. I 1575 herskede der saaledes
stor liede og uaar paa Ringerike, og dette distrikt led ligeledes
meget i hungersaarene 1741 og 1742. «Folk maatte», skriver Wiel
nogen tid efter, «lage sig Brød af Mask, Rughalm og Bark. Det
var bedrøveligt at se saa mange Mennesker gaa tilskogs for at flaa
Bark til deres Føde, som ellers er Kreaturenes Ophold, og dog
arbeidede de, uagtet Kræfterne slog dem meget feil, formedelst den
slette Føde.» Ogsaa Hallingdal var i disse aar frygtelig hjemsøgt
af hungersnøden.
Under den uro, som i store dele af landet var herskende om
sommeren 1851, forefaldt der ogsaa nogle optøier paa Ringerike.
Uroen skyldtes en kommunistisk bevægelse, hvis egentlige leder var
student Marcus Thrane. I dagene fra 10de til 17de juni 1851
afholdtes der ved Kristiania et saakaldt centralinøue af repræsentanter
for forskjellige arbeiderforeninger, hvilket bidrog til at sætte forøget
liv i bevægelsen udover landet. Der var navnlig regnet paa
tilslutning fra Ringerike, Aadalen og Hallingdal, og lederne skal her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
