Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
JARLSBERG Of. LARVIK AMT.
skog. Af andre slags lokaliteter med karakteristisk
plantevækst kan nævnes, foruden naturlige enge, saadanne, hvor
bunden er vaad, som sumpe og myrer, samt de i amtet
forekommende ferskvande.
Vækstlivet i amtets granskoge. Som ellers i landet har
de forskjellige slags skoge sin karakteristiske plantevækst;
granskogens bundvegetation er en anden end furuskogens, og
løvskogens plantedække er igjen forskjelligt fra disses. Størst
indflydelse paa plantevæksten i skogbunden øver fugtighedsgraden
og belysningen. Den sidste afhænger af de træer, som danner
skogen, og af skogens tæthed. Af de skogdannende træer i amtet
er gran og bok skyggetræer, og naar træerne staar tæt, bliver
skogbunden mork. De andre træslag danner lysere skogbund.
Granen er et udpræget skyggetræ, den taaler selv skygge,
og den kaster skygge. Grannaalene bliver nemlig siddende paa
grenene længe, gjerne 8 til 13 aar, og derved bliver kronen tæt,
saa solstraalerne har vanskelig for at trænge gjennem den.
Hertil kommer ogsaa kronens form med de mange ret
udstaaende grene, som fortsætter langt nedover stammen. Er skogen
tæt, faar solen derfor ingen adgang til bunden, denne bliver saa
mork, at de grønne planter ikke kan leve der, idet de ikke faar
lys nok til kulsyreassimilationen. I den morke bund mangler
derfor enhver grøn plantevækst; om hosten vokser der frem sop,
men ellers er der intet planteliv, bunden er dækket af døde
nedfaldne rester fra træerne, barnaale, kongler og torre grene.
Saasnart imidlertid solen og dagen faar lyse op i bunden,
indfinder grønne vækster sig, og alt eftersom der kommer mere
og mere lys, bliver der mere og mere af disse. Paa de forholds
vis mørke flekker staar planterne enkeltvis eller i smaaklynger
med nøgen bund imellem, men paa heldig belyste steder er
bunddækket tæt og sammenhængende. Det er mest moser i
granskogen. De vokser selskabelig i utallige individer og kan
dække bunden som et sammenhængende teppe. Det er i
forhold til den overvældende rigdom paa individer kun faa
mosarter i skogbunden, eller ialfald faa, som gjør sig gjældende i
mosdækket. De almindeligste moser tilhører slægten hylocomium,
nogle er grønne og stive, som de lubne, ofte gulgrønne hylocomium
triquetrum og hylocomium sqarrosum, som begge er velkjendte af
torvkonerne, der samler dem og binder kranser af dem, hvilken
anvendelse har givet dem navnet kransmos. Meget udbredt i
granskogen er ogsaa den stive hylocomium parietinum med de
oprette fjærformede grene og den vakre vægmos (hylocomium splendens).
hvis flade, næsten vandrette grene følger paa hinanden som
trinnene i en trappe. Grenenes antal angiver individets alder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
