Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
•JARLSBERG OG LARVIK AMT.
Hanseaterne fik mod slutningen af 13de aarhundrede
privilegier ved sildefiskerierne udenfor Bohuslenskysten. Der nedsatte
sig da allerede tidlig i Tønsberg hanseater, som drev handel bl. a.
paa Elngland. Saaledes kom i juli 1307 til Ravensworth Navis
Thrundi Grot med varer for Godekyn de Tonnesbergh. Skibets eier
maa have været nordmand. Derpaa tyder hans fornavn Thrond
(Thrundus). Derimod er hans tilnavn nedertysk (Grot = stor).
Kjøbmanden, Godekin, maa have været en tysker.
Tønsbergs borgere selv maa ogsaa have deltaget i
Bohuslens-fiskerierne. Blandt de varer, de hyppigst udfører til England,
er saaledes sild. I det hele har vel Tønsberg været opland for
Viken.
Nedgangen i nordmændenes handel begyndte allerede tidlig
i det 14de aarhundrede. Mellem 12. februar og 29. september
1303 kom det til Boston i Lincolnshire 18 tyske skibe med
torfisk, tran og andre norske varer, med andre ord ligesaa mange som
de norske fartøier, som i løbet af disse maaneder kom til Lynn.
Men de tyske skibe var gjennemsnitlig større end de norske, og
tyskernes indførsel af norske varer til England var, som det kan
sees af toldregnskaberne, i de første aar efter 1300 mindst to til tre
gange saa stor som nordmændenes. Senere gik nordmændenes
skibsfart paa England stadig tilbage, og efter 1320 hørte den
næsten helt op. Englænderne forsøgte vel ned gjennem hele det
14de aarhundrede at konkurrere med tyskerne i Norge, men mere
og mere gik udførselen af tørfisk og tran fra Norge over til det
hanseatiske kontor i Boston, som kom til at staa under kontoret
paa Tyskebryggen i Bergen. Paa samme vis gik nordmændenes
skibsfart paa Østersjølandene og Danmark lidt efter lidt tilbage.
Den norske handel var fra først af en bondehandel.
Storbønderne seilede selv med sine varer til udlandet og paa sine
egne fartøier. En særskilt kjøbmands- eller farmandsstand fandtes
i vikingetiden ikke i Norge. Byerne fik først sent fast fod i
vort land og deres tal var lidet; bare én af dem, Bergen, blev
en stor handelsstad. Da det i det 12te og 13de aarhundrede
efter forbillede fra Mellem- og Vesteuropa saa smaat voksede
en handelsstand frem i vore byer, maatte denne konkurrere ikke
blot med udenlandske kjøbmænd, men ogsaa med kongerne selv,
med stormændene og med præsteskabet indenlands, som alle
eiede fartøier og drev handel paa udlandet. Erkebiskopen i
Nidaros var den største skibsreder i Norge. Kongerne tillod heller
ikke byerne at vinde selvstyre og kjøbmænd og farmænd at slutte
sig sammen i gilder og laug slig som i udlandet. De tyske
kjøbmænd boede derimod i stæder, som i virkeligheden var fuldt
frie og selvstyrende, og som blot behøvede at tænke paa
handelens fremme; land eiede disse byer saa godt som ikke. Dertil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
