Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
handei. og skibsfart.
177
huggelse i Norge satte strengere regler; det blev forbudt under
straf af konfiskation at hugge ringere tommer end «syv bord
stokke» og at fælde friske træer til tjærebrænding.
Overholdelse af disse regler blev overdraget særskilte opsynsmænd.
Eftersom skogen lige ud til kysten forsvandt, kunde bonden ikke
godt længere handle direkte med hollænderne; det var
bekvemmere for disse at henvende sig til en lastehaudler paa stedet, og
som trælasthandlere optraadte embedsmænd, ikke mindst præster,
og godseiere og kakserne i byerne.
Før trælasten blev gjenstand for betydelig omsætning, var
handelen ringe. De varer, som tidligere kunde komme i
betragtning i denne del af landet, var fedevarer, skind og tjære,
hvilke varer dog ikke kunde fremkalde nogen bet}’delig
handelsrørelse.
Indførelsen af vandsage forøgede trælastens værdi, og
bergværksdriften paa jern gav et tilskud til udførselen. Der opstod
ved siden af den gamle handelsstad Tønsberg ladesteder som
Larvik og Holmestrand, og disse skylder for den væsentligste del
trælasthandelen sin opkomst.
I den første del af det 17de aarhundrede var det mest
hollandske fartøier som kom.
Drammenshavnen besøgtes omkring 1620 af omtrent 130
skibe aarlig. To tredjedele var hollandske, resten danske, og
kun nogle faa norske skibe.
De danske og norske skibe var alle ganske smaa, 15 til 20
læster; de hollandske havde gjennemsnitlig en drægtighed paa
70 læster, og var altsaa hvad man dengang vilde kalde store
skibe.
Ved den grunde strøm ved Svelvik var det ikke altid let at
komme igjennem for saa betydelige fartøier, især i flomtiden; de
maatte varpes op ved tange, som fæstedes i land. Skibsrenden
var smal. Forat skipperne kunde holdes underrettede om
vandstanden, havde hollænderne ladet reise et signalapparat paa
Hu-rumlandet, hvorfra der fra et flag gaves de kommende skibe
oplysning, om strømmen gik ud eller ind. Først langt ind i det 18de
aarhundrede, da staten begyndte at tage sig af havnevæsenet,
blev flagstangen fjernet.
Drammensfjorden gik ikke op før sidst i april eller først i
mai, og skibene begyndte da straks at komme i flokke paa 4 til
6, op til 10 stykker. Sommeren og høsten udover var flotillen
temmelig jevn. I oktober begyndte den at aftage, i november
var en seiler en sjeldenhed, og snart hindrede is videre færdsel.
Kom der endnu et skib, maatte det ankre i Svelvik og skaffe
sig ladning der.
Ladestederne voksede op, fordi trælasthandelen var fri, saa at
12 — Jarlsberg og Larvik amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
