Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
•jarlsberg og larvik amt.
mindre siddehøide end dette amt. Alle de andre amter har
siddehøide mellem 91 og 92 cm.
Forholdet mellem legemets høide, naar denne kaldes 100,
og siddehøiden er i dette amt 52.459. Det er det mindste tal
af alle amter. Efter dette skulde befolkningen i amtet være lav
i sædet, men have lange ben. Længden af benene skulde i
amtet være 82.46 cm. eller udgjøre 47.54 pct. af høiden.
Skjønt legemshøiden efter undersøgelserne er stor i amtet,
er brystomfanget forholdsvis lidet, nemlig 86.!)8 cm. Det er kun
Hedemarken, Bratsberg og Finmarken, som har mindre
brystomfang end Jarlsberg og Larvik amt.
Sproget. De norske landsmaal inddelte Ivar Aasen i tre
rækker: den nordenfjeldske, vestenfjeldske og søndenfjeldske.
Den søndenfjeldske række deltes atter i 4 grene: den raabygdske
eller arendalske, den vestre oplandske, den østre oplandske og
endelig den foldenske eller søndre akershusiske.
Den sidste gren, den foldenske, omfatter egnene omkring
Kristianiafjorden og strækker sig til Ringerike og Romerike.
Maalet i Jarlsberg og Larvik amt eller i Vestfold hører til den
foldenske, ogsaa kaldt den vikske gren.
I de landskabsmaal, som hører til den vikske gren, ender alle
hunkjønsord paa « i bestemt enkelttal. Dativ mangler ganske.
Flertal har «er» baade for hankjønsord og hunkjønsord, tildels ogsaa
for intetkjønsord, men i flertallets bestemte form er der tildels
en adskillelse, saaledes at hankjønsordene faar a, saaledes kesta,
femininum enn og intetkjøn a. Verberne faar i præsens «er».
Sterke verber, som ellers faar omlyd i præsens, beholder her den
haarde vokal, saaledes f. eks. kommer, sover, graver, ikke kjem,
søv, grev. Istedetfor det gamle liv (kv) er den almindeligste
form v, saaledes vass for kvass, veive for kvelve, vit for kvit, Vile
for kvile. I amtet udtales 1 tykt.
I denne maalgren er der en sterk stræben efter at udjevne
alle mindre forskjelligheder, saa at alle ord af samme klasse
kan faa samme bøining (f. eks. er i substantiver og verber).
Herved fremkommer, bemærker Aasen, flere betydelige afvigelser
fra den gamle form, blandt hvilke man især kan lægge mærke
til den ovennævnte mangel paa omlyd af de stærke verber (kom
mer for kjem o. s. v.); dette er nok til at give sproget en
fremmed klang. For en stor del er disse afvigelser at anse som en
overgang fra norsk til dansk, og denne overgang viser sig da
sterkest i dagligtalen i byerne, der vel altid har noget tilfælles
med maalet i det nærmeste landdistrikt, men dog sædvanlig
viser en større stræben til at efterligne det danske bogmaal, saa
at det tildels kun skiller sig ved brugen af enkelte norske ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
