Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
JARLSBERG OG I.ARVIK AMT.
latinskole i Tønsberg, og den nævnes allerede 1397. Da
graa-brødreklosteret i Tønsberg var ophævet, gav Kristian III 1551
klosteret til skolens og skolemesterens underholdning. Besidderen
af Tønsberg provstigods havde forpligtelse til at underholde
skolemesteren, hvilken forpligtelse gik over til greven af Jarlsberg som
besidder af provstigodset. Afgiften udgjorde efter Kraft omkring
1820 364/5 spd.
I den saakaldte latinskole lærtes i det 18de aarhundrede
ikke andet end dansk, skrivning og regning, og den blev nedlagt
i 1739, idet byen skulde have en almindelig skole. Hvorledes
det var med undervisningen i latinskolen i Tønsberg i den
katholske tid, vides ikke. Da skolen i 1551 fik minoritternes
eller graabrødremunkenes kloster, og da der i almindelighed var
en skole ved minoritternes klostre, er det ikke usandsynligt, at
denne skole har staaet i forbindelse med klosteret.
Efter reformationen stod det daarlig til med undervisningen
i landet.
Der udstedtes vistnok i 1537 en kirkeordinans med
paa-bud til præsterne om at tage sig af ungdommens
undervisning i kristendom; klokkerne skulde hjælpe dem, og bisp og
provst holde visitatser. Klokkeren (degnen) skulde være «en
studeret person». Men efter reformationen var der ikke studerte
folk nok til præster, langt mindre til klokkere. Heller ikke
senere var det let at skaffe klokkere, som kunde undervise;
lønnen var liden. Ungdommens undervisning kom til at hvile
paa sognepræsterne, men mange præster var selv mangelfuldt
uddannede.
Folk kunde i almindelighed ikke læse, og det var først langt
ned i det 18de aarhundrede, at en del af befolkningen paa landet
kunde læse, og skrivekyndigheden var langt nede i det 19de
aarhundrede, før loven af 1860, ikke almindelig.
Naar bønderne skulde bekræfte dokumenter, brugte de i
ældre tid segl (signeter) og bomærker.
Bomærkerne er ældgamle. Hver gaard havde oprindelig sit
mærke, senere fik hver opsidder sit. Mærket bestod næsten altid af
rette streger, som det var let at ridse eller skjære i træ.
Senere brugtes at undertegne med paaholden pen (m. p. p.),
som det hed, idet vedkommende tog i pennen, hvorpaa en anden
skrev under for ham.
Det bør her erindres, at der i det 17de og tildels i det 18de
aarhundrede paa landet næsten ikke fandtes bøger, saa om en kunde
læse, saa var det ikke let at faa noget at læse i udenfor en
salmebog.
I kjobstæderne var det vistnok allerede i 1539 overladt til
de kommunale myndigheder at oprette «skriveskoler for drenge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
