Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING. 403
at en Ketil Li skal vies?» (Schwach: Telemarkiske
Optegnelser).
Om præsten Daniel Michelsøn Wulff heder det, at han havde
den store ulykke i 1678, at en drukken og rasende bonde ved
navn Svenung Fremgaarden skar over senerne i hans venstre arm,
da han vilde forsøge at bringe Svenung til ro.
At man spændte belte og ståk løs paa hinanden er sikkert
nok, og paa universitetes oldsamling opbevares endnu et belte
bestemt til det brug, hvilket ikke synes at være saa særdeles
gammelt.
Lovgivningen søgte at hindre selvhevn ved at bestemme
bøder, men det hjalp kun lidet, og endnu i aaret 1395, altsaa
mindst 300 aar efter at Norge var blevet et kristent land,
bebreider biskop Øjstein bønderne i Telemarken, i hans mærkelige
formaningsbrev til dem, at manddrab skeede der’ oftere, end i
noget andet bygdelag, og at man modtog bøder for sine
frænder, som «uforsvarligen» vare tagne af dage, uden derved at lade
sig afholde fra at tage blodig hevn over drabsmanden.
Kristian den 5tes lov (1687) indførte dødsstraf istedenfor
mandebod. Bønderne havde hidtil anseet den slags drab, som
ikke var begaaede med overlæg, men som skede under
styrkeprøver eller i drukkenskab, for at høre til det, der «kan hændes
den bedste». Ilvor saadanne begivenheder indtraf, satte man
gjerne et mindesmærke derom, man anbragte enten et trækors
eller, hvor leilighed gaves, hug man mærker i fjeldet til
amindelse derom. Saaledes ser man endnu i et berg lige ved veien
ved gaarden Vik i Gransherred i Telemarken to kors indhugne.
Det er til amindelse om to karle, som fulgtes hjem fra et
gjestebud i Numedal og her fandt paa at spænde belte, men endte
med at dræbe hinanden indbyrdes, hvorefter man fandt dem
begge her. (L. Daae).
I en beskrivelse over Øvre Telemarken af ./. M. Lund, der
blev trykt 1785, omtales befolkningen paa følgende maade:
«Af Gemytsart ere de som et Fjeldfolk temmelig bøielige,
men derhos uforfærdede. Troskab hos Mandfolkene og Kydskhed
hos Fruentimmerne ere almindelige Dyder blandt dem, og
Ære-kjærhed, Godgjørenhed og Gjæstfrihed ere Egenskaber, som de
have fælles med den hele Nation. I de fleste Sogne ere
Indbyggerne, især naar de have naaet mandig Alder forekomne mig,
adstadige og alvorlige; derimod i Tinns Kald har jeg fundet
Mængden at være mere muntre og hurtige. Hos de øverst
tilfjelds og mest afsides boende finder man ellers en oprigtig og
utvungen Enfoldighed, som er et sikkert Bevis paa rene og
uforfalskede Sjæle; men som en Følge af deres Enfoldighed ere
Forfædrenes Skikke og Meninger disse meget hellige. Mængden er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
