Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454
BRATSBERG AM l’.
128 melodier og 31 danse. Telemarken og Valders er de
sangrigeste bygder, og ved siden af dem maa nævnes Vaage
præstegjeld i Gudbrandsdalen. I Østerdalen har særlig dansen været
udviklet; derfra er 33 danse, fornemmelig springdanse, men kun
11 melodier. I Sæterdalen har særlig stevet naaet en rig
udvikling med omkring 60 stev. Fornemmelig Øvre Telemarken har
givet det rigeste bidrag, og her igjen særlig Seljord, Hjartdal og Mo.
Vor folkelige instrumentalmusik bestaar af brudemarscher
(bruralaat), springdanse og hallinger. Frie fantasier, som er det
almindelige i kunstmusikken, er sjeldne, og antager ogsaa gjerne
formen af en dans. Paa dette temmelig snevre gebet er indholdet
mangfoldigt og rigt, særlig for hallingernes vedkommende.
Vore danse og da især hallingerne indeholder rhytmiske
elementer, passager og vendinger, der er udmærket skikket til
motivisk brug, og som i ikke ringe grad har være benyttet i
større kompositioner. Vor folkemusiks værd bestaar imidlertid
ei blot deri, at den har kunnet afgive motiver til den saakaldte
kunstmusik. Den har sit eget store værd, uafhængig af den
anvendelse, der maatte gjøres af den.
Folkemelodiernes alder er yderst forskjellig. Der er melodier,
der gaar helt tilbage til middelalderen, medens andre neppe er
100 aar gamle.
Nogle melodier er nemlig bygget paa en af de gamle
tonearter, andre tilhører det moderne tonesystem. Middelalderens
musik hviler paa de saakaldte kirketonearter. Af disse var der
først fire, de saakaldte authentiske, der var dannede efter
græsk mønster og bar følgende navne: den doriske (svarer
omtrent til vort dmoll), den frygiske (en blanding af e- og amoll),
den lydiske (omtrent vor f dur) og den miksoly diske (vor gdur);
hertil kom siden den æoliske (amoll) og joniske (cdur). Vort enkle
dur og moll kjendte de endnu ikke dengang, ja den joniske
tonart regnedes endog for den mindst fornemme, og det var først
omkring reformationstiden, at de nuværende to toneslægter (dur
og moll) begyndte at faa fast hævd. Den joniske (cdur) og æoliske
(amoll) fik paa grund af sin bekvemhed overtaget, de gamle
fornemme tonearter derimod elimineredes eller rettere sagt, de gik
op i de to nyere generalnævnere.
Tonearten kan efter dette give vink om melodiens alder.
Naar en melodi, som f. eks. draumkvæe, staar i den frygiske toneart,
saa er allerede dette et vidnesbyrd om en ganske betydelig alder.
De mest karakteristiske norske danse, springdans og halling,
synes, efter hvad komponist Johannes Haarklou har meddelt,
at have været spillet over den største del af Norge; de af
Lindeman optegnede musikstykker af denne art er komne fra de
forskjelligste landsdele østenfor Filefjeld, og i Bergen stift, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
