Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
455
Lindeman ikke har havt anledning til at anstille videre
undersøgelser, har det nationale musikliv — ialfald hvad angaar
springere, hallinger og de mere adstadige bruralaater — været ligesaa
rigt som i indlandsbygderne østenfjelds, f. eks. i Telemarken.
Nogen væsensforskjel mellem disse danse vestenfor og østenfor
fjeldet tør det, efter J. Haarklou, være vanskeligt at paavise;
overalt forekommer de eiendommelige synkopiske rykninger og
melodiske særegenheder i moll-dansene. De nulevende flinkeste
telemarkiske bondespillemænd synes at være udgaaet af samme
«skole», om det udtryk her kan bruges, som
«hardangerfele»-spillerne f. eks. i Søndfjord og Sogn.
Det er høist mærkværdigt, at dansemusikken, denne digtning
i toner, dette sammenbindende og stimulerende element i
fjeldbøndernes selskabsliv, kunde udvikle sig saa ensartet i bygder
som Søndfjord og Telemarken, skilte fra hinanden ved høie fjelde
og store afstande, og det i tider, da kommunikationerne var
ufuldkomne, og blandt folk, som ikke kjendte musikskrift.
I Telemarkens musik er der for dansemusikkens
vedkommende ikke noget særpræg i sammenligning med norsk fjeldmusik
forøvrigt.
I Telemarken har dog Lindeman og præstedatteren Olea
Crøger fundet og optegnet musik, som tilsyneladende synes at
tilhøre særlig dette store indlandsdistrikt, nemlig melodierne til
de telemarkiske kjæmpeviser og til det berømte «Draumkvæe».
I Telemarken har saaledes sammen med kjæmpeviserne ogsaa
melodierne holdt sig i folketraditionen, saa Landstad og
Linde-man kunde redde dem fra glemsel.
Disse melodier er, som ovenfor berørt, meget gamle; derpaa
tyder deres melodiske bygning. Melodien til «Draumkvæe» er
maaske en folkelig omdigtning af middelalderens sjælemesse.
Melodien til «Draumkvæe» — som overhovedet flere af
kjæmpevisemelodierne — er ialfald utvilsomt af kirkelig
oprindelse. I lægfolks øine staar den i almindelig moll; men tonearten
er, fraregnet omkvædet, vistnok den anden authentiske kirketone,
den saakaldte frygiske, hvis eiendommelighed er liden sekund
og liden sekst. Omkvædet derimod «Aa dæ va Olav Aasteson,
som heve sovi so lengje», staar i den mærkelige toneart, som
er særegen for mange norske folkemelodier og danse, nemlig moll
med stor sekst, NB. i nedgang.
«Aasmund Frægdegjævr» har samme særmærke, mollskala
med stor sekst nedad. Denne for en hel del norsk folkemusik
eiendommelige skalabygning er det uden tvil, son) vækker
opmærksomhed blandt udenlandske specialister; saaledes ytrer den
lærde dr. Kretschmar i Leipzig, at forskjellige ting i norsk musik
tyder paa et fremmedarted tonesystem. En norsk musiker har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
