Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆDRIFT.
181
Dette økonomiske system er særlig fremherskende i den
gamle Gulatbingsbog, og gjennem hele middelalderen er den
vesten-og nordenfjeldske bondehusholdning en udpræget kvæghusholdning.
Ikke blot er fé overhovedet identisk med penge og formue,
men koen er almindeligt betalingsmiddel og almindelig
værdi-maaler.
Som vi regner med kroner, regnede man dengang med kyrlag.
Og kanske endnu større rolle i omsætningen spiller koens
vigtigste produkt, smørret. Laupr, månaöarmatr (maanedsmad) og
spann (spand) underforstaaet smør er grundlaget for
landskyld-beregningen over hele det vesten- og nordenfjeldske Norge.
Efter hvad der betaltes i landskyldsmør til de store kirkelige
og adelige jorddrotter, maa tilvirkningen af smør have været
betydelig. Det kan under disse forhold ikke undre os, at formuende
folk lagde sig til en større kvægbestand, end de selv kunde føde,
ganske som de lagde sig til mere jordegods, end de selv kunde
dyrke.
Begge disse kapitalanbringelser er saaledes forudsætninger
for de vigtige og af loven omhyggelig regulerede retsinstituter:
kvægleie og jordleie.
Kvægleieinstitutet er fyldigst behandlet i Gulathingsbogen, hvis
bestemmelser omtrent uforandret gik over i Magnus Lagabøters
landslov og derfra gjennem Kristian IV’s norske lov over i
Kristian V’s norske lovbog^
Koleien var dog vistnok allerede i den senere middelalder
en hendøende forretning. Men præstebordene og kirkerne vedblev
stadig at opsamle kokapital og bortsætte kjør paa leie.
Det hang sammen med den ældgamle sædvane at give
præsten eller kirken en ko i sjælegave.
Det blev efter reformationen ved Truid Ulfstand og Klaus
Bildes retterbod af 1539 lovbestemt:
Naar en mand eier mere end 6 kjør, da skal den ene gives
sognepræsten i udfærd efter bonden og den anden efter hustruen.
Saadanne lig kaldtes endnu i begyndelsen af det 19de
aarhundrede «kulik».
Disse udfærds- og sjælegavekjør er oprindelsen til de kjør,
som figurerer i præstebordenes inventarielister og i kirkestolene
eller kirkens regnskabsbøger. De sidste kaldes «kirkekjør» og
har til de seneste tider været bortsatte som leiekjør.
Beiter og havn leies bort under navn af beiteleie, græsleie og
hegning. Med beiteleie betegnes i regelen driftekarernes leie af
beitestrækninger; det kaldes ogsaa heileie. Græsleie er derimod
leie af havnegang for enkelte kreaturer eller betaling for en saadan.
Det tekniske navn paa græsleie er i Setesdalen «hegning», og
kreaturer, som indtages i beite, kaldes «hegningskretur» eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
