Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSI AHT.
409
da kjøbmændene nn kun nødig vilde kreditere dem noget. De
blev stævnede og kom under advokater og dommere, alt til
tab og skade, skjønt det dog endnu altsammen kunde synes at
have lovens medhold. Kjøbmændene var ogsaa udsatte for meget
tab og skade, da de af 100 neppe fik 30 pct. ned til
forhandling. Det øvrige var rent tab, som grundede sig dels paa
tømmermærkernes forstaaelse med bønderne, dels i alt det, som
stjæles eller paa andre maader forkommer paa den lange vei
gjennem elvene, da nogle 100 tylvter laa stoppede hist og her,
ligesaa mange laa hist og her nedsunkne, bestemte til
forraadnelse, hvilket alt var grundet i den fra fædrenes tider frivillige
stopning. Dette store tab og den lange kredit, kjøbmændene
maatte give paa de nye varer, som overlodes til bønderne, da
betalingsvarerne ofte ikke kom ud fra elvene før mange aar efter,
naar det, som laa først og bekvemmest for flødningen, først var
kommet ud, søgte kjøbmændene at faa erstattet ved de høie priser,
som sattes paa de varer, som overlodes bønderne, altsaa til tab
for begge. En saadan fordærvet og falsk fremgangsmaade førte
ud over de rette redelighedsgrændser, indenfor hvilke al sund og
sand handel bør drives.
Lars Arendrup, raadmand i Kristiansand omkring 1780, klager
over, at de bønder, som har nogen formue, stræber efter at
til-kjøbe sig de skogrigeste gaarde, hvis fattige beboere ikke selv
formaar at drive dem, og naar de har faaet en saadan gaard,
hugger de skogen om for fode for derved at betale gaarden,
af hvis jord de dog siden har saameget leie, som renterne af
kjøbesummen.
Kjøbmændene var i sin handel med bonden ustadige og
vaklende, snart kjøbte de, snart ikke. Bonden, især oppe i
landet, maatte stedse hugge, skulde han leve; kom han til sin
kjøbmand, flk han ofte det svar: «Iaar vil jeg ikke kjøbe last.»
Bonden maatte da søge boudehandlerne, og disse forstrakte ham
da, men tog hans last for langt ringere pris end kjøbmanden.
En tønde byg kostede 5 å 6 rdl., men en oplandsbonde,
der behøvede en halv snes tønder, flk kun 4 rdl. for en tylvt
bjælker og maatte fælde mange træer, før han flk arbeidet og
driften betalt, end sige før han betalte noget paa sin gjæld.
Nicolai Wergeland, skriver, at i Toridalselven kan lasten fra
Setesdalen komme frem samme aar, men i Tovdalselven først
efter nogle aars forløb. Lasten i Tovdal maatte hugges længer
fra elvebredden og maatte kjøres længer for at komme til
elve-draget. Tovdalselven var mere fuld af fosser, og kun i flom
kunde lasten drives frem. Derfor havde kjøbmanden i Tovdal
en husbond ved hver fos eller hver knibe, hvor lasten stablede
sig sammen. Tømmeret gik saaledes ved første flom fra første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
