- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / IX. Nedenes Amt. Første del (1904) /
557

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

BEFOLKNING.

557

I den nederste medaljon sidder Sigurd og steger Faavners
hjerte og indvolde, medens han stikker fingeren i munden, og to
fugle sidder i træet over hans hoved, ganske som i den yngre
Eddas variant af sagnet (ca. 1222), men ikke stemmende med
Vøls-ungesagaens 6 fugle (13de aarhundredes anden halvdel). Regin
sees ikke, derimod bærer Sigurd som paa hyllestad figuren spids
hjelm med næseskjærm. I medaljonen ovenfor sees Regin med
det fra hyllestadrelieferne kjendte spidse skjæg, smedende sværdet
for Sigurd, der her — ogsaa i overensstemmelse med
hyllestadrelieferne — er uden hjelm og drager blæsebelgen. I næste
medaljon prøver Sigurd sværdet, der springer istykker paa
ambolten. Regin mangler, derimod staar Grane ved Sigurds side,
allerede belæsset med skatten, imod al kronologi. I den øverste
indfatning sees Sigurd med hjelmen paa hovedet, dræbende Regin
med det spidse skjæg, idet han med den høire haand
gjennem-borer ham, medens han med den venstre griber ham i den lange
pandehaardusk — et tegn paa, at billedet er setesdalsk original;
thi i disse egne var det sædvanligt at lade en haardusk i panden,
spiren, vokse lang, og den gav i slagsmaal et godt tag. Regin,
af hvis mund blodet strømmer, søger med begge hænder om
Sigurds sværd forgjæves at afværge stødet. Den rette tidsfølge
mellem de forskjellige begivenheder er ikke overholdt. Formerne er
slettere end i hyllestadrelieferne.

Austad kirke, Auöastaöa kirkja, nævnes i de pavelige nuntiers
regnskaber 1327. I en besigtigelse af H>28 skildres kirken
som stærkt forfalden. Baade «rafter, trod og spaan» var da
raadne.

«I koret er der nogle draaber (steder, hvor der drypper
gjennem taget), saa at præsten kan neppe staa tør, naar det regner,
saa det gjøres inderlig behov straks at forfærdiges og nogen ny
spaan at indlægges.»

Kirken er endnu omtalt i en besigtigelse, der kan dateres
til 1666. Den er vistnok kort efter ombygget, thi den
tømmerkirke, der nedtoges i 1877, vai overmaade gammel.

I denne nyere kirke var indsat to planker fra den gamle
stavkirke; de var — siger professor Ryyh — i afkappet og forhugget
tilstand sammenslaaede til en dør og kom til universitetets
samling, da kirken var revet. Her møder vølsungesagnkredsen os
endnu en gang i en formbehandling, der erindrer om Hyllestad
og Vegusdal; men denne gang behandles kun den sidste del af
sagnkredsen, Gjukungerne Høgnes og Gunnars skjæbne.
Halv-søilerne er aldeles borte, og begge plankerne er fyldte med
ornamenter, der tilhører telemarkstypen (fra basis opstigende
dyrhoved); de er usædvanlig djærvt og sikkert tegnede. Paa den
høire planke sees i den nedre, paa den venstre i den øvre del

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:40:11 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/9-1/0575.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free