Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586 NEDENES AMT.
danner ikke altid en fast række af velanbragte hentydninger,
men den stræber at gjøre det.
Mindre sande er de stev, hvor de blidere stemninger i stevet
kommer til orde. Saadanne følelser tør aldrig i fleres nærværelse
henvendes til sin gjenstand, siger Jørgen Moe.
Han oplyser ved et eksempel, hvorledes stevet bliver til: En
husmandskone var kjendt for sin fordums stevdigtning, og Moe
spurgte ved flere stev, hvem de handlede om. Men ved et
spørgsmaal kom taarerne hende i øinene, og hun fortalte uden
omsvøb, at hendes forældre, et par velstaaende gaardfolk, havde
modsat sig hendes forbindelse med deres husmandssøn, hvem hun
elskede, og med hvem hun nu var gift.
I et «strok», hvor hun ved bordet sad sammen med denne
gut, og hvor udfordringsstevene blev «slengde ut» til besvarelse,
blev hun «paa glase» var sin mors ansigt, der med urolig
mine stirrede ind paa hende.
Hun sang da:
Mi vene moir, du tar inkje syte,
Du tar meg alli paa vegjen fygje;
Du tar alli fedde den minste taar;
Eg ska ’kje tak’ ’an forotta lov.
Hvorpaa moderen beroliget var gaaet hjem. Da jenten siden
havde sagt moderen, at hun maatte gifte sig med Knut, brast
denne i graat og mindede hende om, hvad hun havde sunget i
straaket. Paa spørgsmaalet om hun ikke havde ment, hvad hun
sang, svarede hun: «Aa jo du,» lød svaret, «men jeg kunde
ikke holde mig.»
Om en anden kjendt stevsanger, der, naar han i straakene
var blevet varm af øl og dans, skulde kunne improvisere,
hvor-længe det saa var, fortalte man, at han forklarede sin evne med
de ord: det er ligesom en stod og «mussa» (d. e. hviskede) det
i øret paa mig.»
I det hele er Setesdalen det strøg, hvor disse smaadigte
endnu skyder frem med den mest vaarlige friskhed og duft.
I Setesdalsjentens bløde sprog lyder stevets uendelige
variation af øm længsel og kjærlig sorg smukt og indtrængende, og
ingen andensteds er der grædt en saadan følelsens dugg over
disse folkepoesiens smaablomster, skriver Jørgen Moe.
Retskrivningen i alle de foregaaende og efterfølgende
dialektprøver er ikke ensartet, idet meddelerne, som nævnt, er
forskjellige. I stevene fra Setesdalen er dog retskrivningen forsøgt
gjennemført konsekvent.
Allerede før er der under sprogprøver meddelt nogle tylvter,
og her hidsættes nogle flere, da udvalgene maa være lidt rigelige
fra dette dalføre, hvor denne digtning endnu er saa stærkt paa mode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
