Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vedtegninger - B. Gammel dansk som et „andet Sprog“ æn gl. norsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
rida). Under bokstav V. har han både Vreide og (fra
Hallingd.) Vreidske. Andre på vr ær: Vreist, vreista
(„stoppe"), Vreita („Groft"), Vride („Vridning"), Vridar
(„paa Dørlaas"), vrina („hvine"), vringla (som ær så
vel kjænt og dyrket), vrinka („fordærves"), Vrins
(„Haartop"), Vrong („Bygstøtte"), vræle („skrige",
„om Svin").
Også vr ær således ubrukeligt som kile eller bløj
til å sprænge dansken løs fra de to andre „Sprog"
(eller hos Løkke: „Dialekter", tilmed „meget nær
beslægtede Dialekter", så „meget nær" ænda, at lærde
mæn somNjrerup og Geijer har kunnet ta kongLaurin
både for dansk og svensk!)
4. „Aspirationen,, h,. er bortfalden foran 1, r, n";
løpa, gl. hlaivpa. Ring, gl. n. hring-r. Næve, gl. n.
hnefi.
Atter bare en tidsskilna’. Bortf’allet av h-lyden
har kommet tidligst til Danm. (og Sv.), senere til
Norge. Men også i oldnorskens tid hadde jo h børjet
å utebli hist og hær i talen. Nu ær den da aldeles
borte i vart folkemål, o: i „Oldnorsken" oppe i nutiden.
Ænnu skriver vi jo lydløs h forved j og v, (hjærte =
jærte; hvas = vas)men bare av gammel vane, gammel
tankeløj se. For ved j vil den engang bli kastet.
Forved v kunde den gå over til k hær i Norge, noget,
som jo alt ær i børjing: kvas for (h)vas, kvælving f.
(H)vælving, kveite f. (H)vede m. fl. I kveite ==
hælle-flyndre har vi jo både k for h og ej for e.
Endelig nævner Løkke under „Bøiningen" tre
småting. Den tredje og største ær, at danskerne bruker
s for st. sk. Så i elskes for elskest. I eiskast.
Naturligvis atter bare en tidsskilna’. Danskerne
må jo fra først av likesom vi ha sagt eiskast, da
formen, som vel kjænt, har ophav fra stedordet sik,
nu sig. De slåst ær jo egentl. == de slask, de slå sik,
o: den ene slår den andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
