12 (Norvegia - Tidskrift for det norske folks maal og minder / I Bind)

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indledning, af Joh. Storm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forskjellen større, men først i de fjernere, mod Vestlandet grænsende
Fjeldbygder bliver den stor og væsentlig.

Der er ogsaa andre Overgange fra Norsk til Dansk, f. Ex.
de bløde Konsonanter paa Sydvestkysten. Og dette er ikke nogen
enkelt Undtagelse. Der er overhovedet Tilnærmelser mellem
forskjellige Sprog. Der er i Virkeligheden ikke nogen skarp
„videnskabelig“ Grænse eller Væsensforskjel mellem Sprog og Dialekt.
Efter sit Begreb skulde jo Dialekter være smaa Underafdelinger,
mindre Afarter af samme Sprog. Den praktiske Forskjel paa Sprog
og Dialekt skulde være, at forskjellige Sprog var gjensidig
uforstaaelige, men forskjellige Dialekter gjensidig forstaaelige. Men
dette er langt fra at holde Stik i Virkeligheden. Flere norske
Dialekter er omtrent uforstaaelige for hinanden, som f. Ex.
Sognemaal for Østerdølen eller overhovedet Vestlandsk i mere eller
mindre Grad for Østlændingen[1]. I Sverige er Dalkarlen endog
paa det nærmeste uforstaaelig for sin nærmeste Nabo
Vermlændingen, og en Stockholmer forstaar af Dalmaalet neppe et eneste
Ord; Skaaningen og Nordlændingen er gjensidig uforstaaelige for
hinanden osv. Overhovedet er der større Dialektforskjel i Sverige

[1] Det bergenske ka fọr noko og det østlandske hå fọr noe
(họffərņo) er gjensidig uforstaaelige. En bergensk Præst, ansat i
Smaalenene, skriver til mig: „Baade min Hustru og jeg ere
Præstebørn fra Bergens Stift og tale saaledes bergensk Dialekt,
skjønt langtfra udpræget, og jeg tør sige uden Provincialismer.
Men da vi for 6 Aar siden kom hid, erklærede Tjenerne, at de
vanskelig kunde forstaa min Kone, og naar vi i deres Paahør talte
sammen saaledes, som vi almindelig pleie, var vor Tale i den Grad
uforstaaelig for dem, at de troede, at vi talte et fremmed Sprog“.
Den samme beretter i et senere Brev et nyt Exempel: „En
bergensk (søndfjordsk) Lærer, som kom fra Hjemmet, da han ansattes
her, tiltalte Børnene i Begyndelsen med dåke (den søndfjordske
Form for det bergenske dåkker, der ligesom dette bruges baade som
Nominativ og som afhængig Form, altsaa istedetfor „I“ [Smaal. di]
eller „Eder" [Smaal. dår]. Dette misforstodes af en endog mere
end almindelig oplyst Mand i den Grad, at han en Dag med
største Forundring fortalte mig, at den nye Lærer kaldte Børnene
„Dokker“ (Dukker). Saa opfattede han Udtrykket“. —
Allervanskeligst for den østnorske Bonde er maaske den sydnorske
daniserende Bydialekt f. Ex. i Kristianssand. Det som her gjør
Vanskelighed, er ikke saa meget Ord og Former, som den fremmede
Udtale og Tonefald. Naar en østlandsk Embedsmand udtaler de
selvsamme Ord, bliver han med Lethed forstaaet.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sun Dec 10 21:12:54 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/norvegia08/1/0028.html

		Norvegia - Tidskrift for det norske folks maal og minder / I Bind / 12 (1908) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|