Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Selbygmålets lydlære ved Amund B. Larsen
- I. Analyse
- Kap. 2. Kvantiteten
- Kap. 3. Accenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den i lydskriften med enkelt tegn noterede kons. mellem vokaler,
f. eks. i måł̣å (male), småkå (smage), fugˊəł̣ [[** g-stroke-bowl]] (fugl), er egentlig
halvlang, for øieblikket i de fleste tilfælde på veie til at blive lang;
halvlang er også kons. foran anden kons. f. eks. häł̣m, bygd [[** g-stroke-bowl]] —
undtagen de nævnte glidelyd ṛ og ṛ. Konsonanter udenfor
hovedaksenten har ofte fuld eller næsten fuld længde, f. eks. i lärvått [[** alfa-a]]
(fillet), kāmˊiᶇᶇ (kammen). I flere henseender er dialektens
kvantitetsforhold i opløsningstilstand.
Kap. 3. Aksenter.
§ 6. Stavelsernes eftertryk falder også væsentlig i 4 grader:
hovedtone, stærk bitone, svag bitone og tonløshed. Det eftertryk
stavelserne har, når ordene kun nævnes og omtales, kan også i
regelen sees av det lydstof stavelserne indeholder: hovedtonen
ligger paa 1ste stavelse, stærk bitone på stavelse efter 1ste, hvis den
indeholder nogen lang sproglyd; idetmindste svag bitone har de
som indeholder nogen ureduceret vokal, også de med udlydende e,
og ubetonede er de der indeholder stavelsebærende konsonant eller
den reducerede vokal ə (eller en af dens ækvivalenter ę og œ).
Anm. Det er formodentlig mest den svage bitone, den forholdsvis
skarpe udtale av meget korte stavelser (udlydende e?), som i
andre trønderes øren giver selbyggens diktion det hakkende,
staccatolignende, som de ofte søger at efterligne.
§ 7. Tonelagene, den musikalske aksent, er ikke således
forskjellige fra østlandske tonelag under ett, at forskjellen lettelig kan
fikseres musikalsk. Når et ord med enstavelsestonelag nævnes for
at omtales, altså med temmelig små intervaller, finder jeg
intervallet omtr. som fra c stigende næsten til dis; foran c kommer et
forslag av cis. I sammenhængende tale kan stigningen måske gå
næsten til f. I tostavelsestonelaget er forslaget mig mindre
kjendeligt, men findes måske; tonen synker fra c til henimod b og stiger
til henved d. Jeg holder det for væsentligt ved tostavelsestonelaget,
at tonestyrken der hvor tonen er dybest er forholdsvis meget svag.
Tonelagenes tegn ˊ og ˋ vil kun blive anvendt, når nogen
misforståelse kan ansees mulig, samt hvor netop tonelaget omtales.
Sætningsmelodien, hvorom jeg slet intet eksakt kan sige,
synes mig at stå nærmere oplandsk end udtrøndersk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:13:06 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norvegia08/2/0031.html
