Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Selbygmålets lydlære ved Amund B. Larsen
- II. Etymologisk oversigt
- Kap. 4. Eftertrykkets fordeling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
II.
Etymologisk oversigt
Kap. 4. Eftertrykkets fordeling.
§ 8. I usammensatte ord falder hovedtrykket på 1ste
stavelse. I hvilken grad dette i 2-stavelsesord er 2den stavelses tryk
overlegent, beror på 1ste stavelses længde i oldnorsk. En
konsonant + (oldn. normalorthografis) j danner her position ligesom to
andre konsonanter (dylja behandles som et ord med lang 1ste
stavelse, ligesåvel som fylgja). Hvis 1ste stavelse var lang, kaldes det
et ord med overvægtig første stav., og da er eftertryksforskjellen
meget stor; hvis derimod 1ste stavelse i oldn. var kort, er forskjellen
liden, og da kaldes det et ord med ligevægt mellem stavelserne.
Denne ligevægt, som dog i nutiden er stærkt på vei til at
forrykkes, har vistnok for ikke ret længe siden været overvægt på sidste
stavelse, det viser sig derpå, at når bægge stavelsers vokaler er av
samme art (som de i regelen er), så er 2den stavelses vokal ofte
skarpere artikuleret end 1stes, f. eks. jǫrå [[** alfa-form]] (gjøre), rıvi [[** siste: rett-serif **]] (præt. ptc.
revet) [1]. I flerstavelses usammensatte ord aksentueres gjerne hver
anden stavelse, f. eks. ōˋtrulęjjiᶇᶇ (utrolig).
I sammensætninger ligger eftertrykket i de allerfleste tilfælde
også på første stavelse. 2det sammensætningsled får gjerne en
stærk bitone på sin første stavelse, men i flerstavelsesord overføres
lettelig det på hver anden stavelse faldende tryk også til det
tilfælde, at ordet nævnes for sig selv f. eks. boṛṭṭˊıvi [[** siste rett-s.]] eller boṛṭṭˊəvi [[** rett-ser.]] av
usammensat ivi. [[** rett-serif **]]
Nogle sammensatte ord har eftertrykket på sit andet led,
navnlig de væsentlig lånte ord med forstavelserne får og bə (fåṛḷītˊiᶇŋ), [[** alfa-a **]]
bətalˊiŋŋ). [[** a-alfa **]] Andre kan enkelte gange forekomme således i
sammenhængende tale, hvilket jeg navnlig har mærket mig ved nogle
sammensætninger med mē-, (oldn. mið): medˋdag, [[** g-stroke-bowl]] mēˋnat, [[** alfa ]] mēˋbōn (ɔ:
*miðbóndenn, grænden omkring kirken), har idelig, især når de
styres av præposition, betoning på andet led: te mədākˊs, [[** a-alfa]] i mənattˊā,
frå məbonˊdā); [[** a-alfa **]][[** hvor begynner denne parentesen? **]] i forbindelse dermed sætter jeg også, at meˋniṣṣ [[** i-rett-serif **]]
[1] Prof. Noreen opfatter (Arkiv I, s. 159) pt. partic. med ligevægt af
endel st. verber som om de har hovedtrykket på sidste stavelse;
det er de temmelig tilfældige forekomster av sådan udtale, som
gjør det nødvendigt endnu at sige at forskjellen mellem ligevægt
og overvægt eksisterer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:13:06 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norvegia08/2/0032.html
