Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Fra Solers Finskøg. Ole Matson.
- A. Indledning
- B. Sprogprøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nogen lovformelig ret til at indvandre og bosætte sig i Norge
havde finnerne således ikke. Ingen havde her opmuntret eller kaldt
på dem; de kom som ubudne gjester. Men de havde hvad intet
menneske vil give slip på: selvopholdelsesdriften. Og de havde den ret
som enhver nybygger føler at han har, og gjør brug af, når han
træffer ubeboet land: retten til at gjøre sig det tilgode på bedste måde til
berging for sig og sine.
Fra Finskogen og til nærmeste gårder nede i Solørbygderne er
det snaue to mil, og det er derfor klart, at de norske snart blev var
disse fremmede grander de havde fåt, og det var ikke altid med blide
øine de så på dem. Finnerne fortsatte her med at brænde bråte, fange
vildt og fiske, og deres stilling til nordmændene blev da omtrent den
samme som vi før har hørt den var til svenskerne, og klagerne over
dem omtrent af samme slags. Hvad skaden på skogen angik, havde
nordmændene dog mindre at besvære sig over end svenskerne. Her
var ingen jernverk, som trængte trævirke til kul, og hvad
tømmerudførselen angik, var den så ubetydelig at man både til den og eget brug
nøiedes med at hugge i de skoger som lå nærmest bygderne og de store
vasdrag. Skogerne som finnerne slog sig ned i, var derfor af liden værdi.
*
B. Sprogprøver.
Nærværende sprogprøver, som i hovedsagen repræsenterer målet
på Åsnes finskog, fremlægges med den såkaldte „grovere lydbetegnelse“,
i hvilken der kun benyttes få for almenheden uvante lydtegn, men
udtalen dog kun sjelden er skjult ved at bogstavere ordene efter deres
oprindelse. Det „tykke 1“ betegnes ved ḷ; når t, d, n eller s skulde
følge efter den tykke lyd, betegnes denne snart ved r, [[** burde vært ṛ?]] snart ved ḷ,
eftersom det kan antages at falde lettest at forstå. Ved ŋ betegnes
den østlandske udtale av ng i lang. Medens nn, ll, dd efter o, å, æ
og ø betegner sin almindelige lyd, udtales de derimod i-holdig (som ᶇn,
ᶅl, ᶁd efter a, e, i, u, hvorved a, e, u bliver til korte diftonger (aı, æı,
üı [[** alle fulgt av mod.-dotless-i, ikke i Unicode]]); kun i velliŋŋ, kjellar, ellest, henner og hennes, denner og
denna, er disse dobbeltkonsonanter ikke tegn for i-holdig lyd, og
heller ikke er, som ved de i-holdige konsonanter, e i disse ord tegn for kort
ei-diftong, men udtales e. Tegnet ɐ, omvendt a, betegner en
mellemlyd mellem a eller æ og ø, omtrent som vokalen i engl. come eller
love. Vokalen y og diftongen öy [[** NB bokstav ö er problematisk å lese i trykt kilde, det virker å være en o med en vanlig apostrof og derover diaeresis, 4 identiske s. 170 **]] forekommer ikke i målet, i steden
skrives i og ei; diftongen ei er egentlig æı [[** to-etasjers]]; a udtales a, u udtales ü;
sj, rs [[** menes ṛs? eller er neste ḷs feil fordi det er skrift ikke lydtegn?]] og ḷs udtales š eller ṣ, kj er kj [[** k-cr.-t.-stroke]]. I begynd. av ord udtales sl
snart sl, snart hl, i indlyd altid hᶅᶅ. Når flere ord er forbundne ved
bindetegn, f. eks. slo-sæ-ne, betegner det, at de danner én
aksentgruppe med tostavelsestonelag.
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:13:06 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norvegia08/2/0043.html
