Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - „Onde mennesker er værre end fanden“, oplysninger av Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han har den samme trofaste kjærlighet til dig, som du har til ham;
men sandheten er at hele hans hjerte hænger ved en ung vakker
jomfru han kjender“. „Er det sandt, det du sier?“ spurte fruen. „Ja“,
svarte den anden, „og hvis du ikke får ham på ret vei igjen, er jeg
ræd for at der vil hænde dig en ulykke“. „Å, hvad skal jeg gjøre!“
sa fruen; „jeg kunde før ha tænkt mig alt andet ondt! Men hjælp
mig i det mindste, hvis du kan hjælpe, og giv mig et godt råd“.
„Det skal jeg“, sa den gamle: „Du skal gi din mand en sovedrik til
natten, og så skal du rake fire skjæggehår av ham, og gi mig dem.
Dem skal jeg ha i et elskovsmiddel, som vil vende hans hug til dig
igjen for altid, og meget sterkere end før“. „Det lar sig let gjøre“,
sa fruen, „det skal jeg“.
Så gik den gamle til manden. „Er du ganske blind, herre?“ sa
hun; „du tror at din hustru er tro og kysk, og så har hun alt længe
hat en elsker, og nu tænker hun tilmed på at ta dig av dage; er du
ikke forsigtig, så er det ute med dig i nat. Dette er ikke sladder og
løst snak; bare lat som om du sovner straks og bliv liggende slik, så
får du snart se!“
Til kvelds, da manden kom hjem, tok konen imot ham med sit
lyseste smil, og nødet ham med mat og med drikke av det bedste hun
hadde, for lettere at få ham fuld. Manden lot som han var glad og
lystig og snart blev ør — han vilde se hvad dette blev til. Da det
så blev læggetid, tumlet han bort i sengen og lå straks med lukkede
øine i dyp søvn, urørlig, som om han var halvdød. Så fandt konen
rakekniven og gik hen til sengen. Men med det samme hun førte
kniven til skjægget, grep manden om hånden hendes og reiste sig op:
„Så det var dette du gjemte bak al smiskingen, din tæve!“ sa han;
„gud ske lov, det gik da ikke! Men dermed har du selv sagt din
dom“ — rasende vristet han kniven fra hende og dræpte hende.
Straks i grålysingen dagen efter var den gamle kjærringen ute
for at møte djævelen og få sin løn, endda hun hadde fortjent evig
straf for den rædselsfulde gjerning, og ikke løn. Borte ved en stor
bred elv fik hun øie på djævelen over på den andre siden; han løftet
hånden og vilde kaste pengene over til hende og bad hende ta imot.
Hun bad ham komme nærmere. Men det torde han ikke, sa han; han
var ræd for at hun kunde ta livet hans, likesom hun hadde tat livet
til den fromme fruen — ikke på ti år kunde han få så meget i stand
som hun hadde fåt på en eneste nat, påstod han“.
Den samme historie er, let avændret, indtat i Herolts
„Sermones de tempore“ (sermo 96):
„Et par egtefolk har i tredive år levet sammen som venner og vel
forlikte. Djævelen kunde aldrig få dem op at trætte. Så lover han en
gammel kone nye sko, hvis hun kunde få det til. Og hende lykkes
det. „Da“ — sier Herolt — „hængte djævelen skoene han hadde lovet
hende, på et spyd, og rakte hende dem over en dam, hvor hun stod og
vasket klær: „Jeg tør ikke komme nærmere“ — sa han — „for at du
ikke skal lure mig, som du lurte manden og konen“. Derfor kan også
digteren sie:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
