Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nybyggerlivet på Finskogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men jagt og fiske var usikre næringsveier. Da Finskogen blev
mere befolket, minked vildtet på grund af den større efterstræbelse
sterkt, og skulde jagt og fiske da vedblit at være de hovedsagelige
næringsveier, vilde beboerne snart have kommet til at lide
hungersnød. Den mere sikre fædrift blev derfor snart hovednæring,
hvilket den endnu er.
Men det var ikke så ligetil for de første finner at drive noget
betydeligt krøtterstel. Den lange vei fra Finland var det omtrent
umuligt at føre krøtter. Dem forskaffed man sig i de norske
og svenske bygder. Men dertil trængtes penger, og af dem havde
de få. Desuden var det umuligt at skaffe vinterfór til nogen større
besætning, sålænge de ikke havde ryddet og dyrket jord, så de
kunde avle høi. Det meste fór var myrstorr, der har liden
næringsværdi, samt halm, løv og mose. Slåtten stod på længe.
Den begyndte etpar uger efter jonsok og varte gjerne udover til
mikkelsmes. Myrene lå ofte langt fra bostedet, og slåttefolkene
måtte niste sig ud for en uge. Det var et slemt arbeide at slå
på myrene. Man måtte vade i vandet og gå våt ofte til midjen
dag efter dag, uge efter uge. Midtsommers, når vandet var varmt,
kunde det endda gå an. Men om høsten var det koldt, og da
hændte det ofte, at det om morgenen var frosset tyk is, hvor de
skulde slå og rage! For mindre hærdede folk end finnerne vilde
dette været et dødbringende arbeide; men disse var vant til det fra
ungdommen og klarte sig bra.
Storren blev udbredt til tørring på de mere høitliggende tuer,
og den måtte da fra blødhullerne bæres did, så vandet randt af den.
Kvinderne, som gjerne stod for det, havde nok ikke mange tørre
tråder på kroppen.
Når storren var tør, blev den hesjet — gjerne et par
skippund på hvert sted (hesjegulv). Til hesjen blev den båret i en
ved lag 4 meter lang bæresvolk. Den var vridd som en vie med
undtagelse af en stub af den tykkeste ende. I top-enden var det
laget en liden løkke, og gjennem den stak man den anden ende
og drog til, så det blev som en rendesnare. Når de skulde ta
børen på, måtte de ha en til at hjælpe sig; den hvilte på akslerne,
og med begge hænder holdt de i enden af svolken over hodet.
Børen, der veied 50—60 kg. var så svær at bæreren blev rent
borte under den, det eneste man ialfald bagtil kunde se, var lidt
af benene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
