Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vista-nȯa, optegnet av Sophus Bugge efter Sävi Vråli.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fjore lęiven tok ho sȯ liten, ho tok ’kji barre håvt ęvni [1]; då blęi
lęiven sȯ stor’e, han rȯkk utivi alle kantane på takka. Sȯ ville
ho taka den fæmte lęiven. „Nęi no tar du ’kji taka flęire, du
onner męg ’kji nȯkȯ“, sa ’n. [[** apostrof!]] Sȯ sto ’n [[** apostrof!]] mæ stav’e, den stakk en
i nȯa [2], sȯ blęi dę i stęin mæ sama. „Sęg no, sant Olav hęv bę-i
dęg ętte ęin lęiv brȯu idag“, sa ’n. [[** apostrof!]]
Dæn stęinen ligge på Vista ænno den dag i dag æ. Dę æ
ęit hȯl som væl ęin tommi neri, plænt som dę va svarva — dę
søner han va stongjen! Han æ sȯ blå ȯ sȯ tongg’e, ȯ stor’e som
ęi skjęppenȯa. Some fær ’en på nette [3], some på brengga; Asbjønn,
som drap sęg i Kristjan, fękk ’en på hære å bar ’n hęim ti Vista:
alli hęv dę vȯri jort, alli bli dę jort.
Denne fortælling er en eiendommelig, sagnartet formning av
legende-evenytret [[** -ytr- sic ; skal bindestrek beholdes?]] om „Gjertrudsfuglen“. I steden for sankt Olav optræder i de andre
versioner Jesus, eller stundom sankt Peder, og den hellige vandringsmand
straffer bakstekonen for hendes nidskhet ved at omskape hende til en fugl
(hakkespet, vibe, ugle). Dette mytiske træk er i fortællingen fra Mo faldt
væk, fordi legenden her er blit fæstet til et bestemt sted og sat i forbindelse
med en naturmerkværdighet på stedet: en sten som ganske ligner en stivnet
deigklump. — Av de andre formninger nævnes: Asbjørnsen og Moe, Norske
Folke-Eventyr, nr. 2 ,,Gjertrudsfuglen“; Th. S. Haukenæs, Gamle Skatte
(Bergen 1897), s. 80 „Træpikken“; Tyrihans 1899, nr. 38, s. 299 „Legende“;
E. T. Kristensen, Jyske Folkeminder VIII (Kolding 1886), nr. 658
„Gjærdesmutten“, og 659 „Hvordan viben blev til“; Hyltén-Cavallius, Wärend och Wirdarne
I (1864), s. 346; en engelsk version, som „var mycket allmän i Glostershire på
Shakspeares [[** sic]] tid“, refereres av C. A. Hagberg, Shakspeares dramatiska arbeten
I (1861), i hans anmerkninger til Hamlet (til s. 87; 4. akt, 5. scene); jfr. for
Tysklands vedkommende Mannhardt, Wald- und Feldkulte II (1877), s. 334 og
182. Hertil slutter sig så tre norske versioner som lar Kristus — likesom Odin
— følges av ulver på hans vandringer. To (fra Nordland og fra Kviteseid)
er hittil utrykte; den tredje (fra Hiterdal) er meddelt av Moltke Moe i
oplysningerne til Kristofer Janson, Folke-Eventyr uppskrivne i Sandherad (1878),
s. 60, anm. 1; jfr. Moltke Moe’s indledning til Qvigstad og Sandberg, Lappiske
eventyr og folkesagn (1887), s. XXII. Kviteseid-versionen er optegnet av
Sophus Bugge: „Jesus kom til en Bakstekjærling og bad om en Bid for Hunden
sin — det var Skrubben. Saa sagde hun, at hun ikke havde Noget at give
ham. Da sagde han, at Skrubben skulde løbe ikring og rive og slide, hvor
han kunde, og hende forgjorde han til en Regnspipe“.
„Vistanȯa“ brukes endnu av bygdens sterke karer, til styrkeprøve.
Overalt i Norden har det fra gammel tid været skik, at de som vil prøve sine
kræfter, tar sig en sten til løft, så tung som de bare kan rå med den. En slik
kaldes „lyfte“ eller „lyftestein“. Se f. eks. J. E. Nielsen, Søgnir fraa Hallingdal (1868), s. 24; Hyltén-Cavallius, Wärend och Wirdarne II (1868), s. 29, osv [[** punktum mgl]]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
