Norvegia - Tidskrift for det norske folks maal og minder / II Bind / 157 (1908) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 7. Forholdet mellem vokalerne på målets ældre trin og dem i oldnorsk normalorthografi.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

huku, kuru [[** k-cr.-t.]] etc. som Slb., hedder dette lō’ö; [[** o-makron-overprikk]] overgangen til ø i Slbm.
og mangesteds, hører sammen med bortfaldet av ð, smlgn. trǫð > trœ [[** oe-makron]]
(f.) i Slbm. De korte sv. fem. i Slbm. som i 1ste stavelse har (langt)
a uden omlyd, gātu, kāku og vāru har alle nær forbindelse med
bønders byreiser; den lange vokal er vel først indkommet i nom.

Anm.

Når prof. Hægstad i Ark. 1899, s. 104 og i Gamalt Trøndermål, f. eks. s. 63 ff. og særlig s. 54 nederst, antager at u-omlyden ved bevaret u har været overmåde lidet udbredt i de gml. trondhjemske dialekter, så viser det der her er gjennemgåt om u-omlyden, uden hensyn til andre dialekter i stiftet, at de egenskaber han tillægger gammelt trøndermål, begrænser dette for snævert. De håndskrifter hvorpå hans resultater er bygget, repræsenterer åbenbarlig ikke det hele stift — hvilket jo heller ikke var at vente. Derimod kunde man nok have ventet at den ellers fortjenstfulde stedsbestemmelse av håndskrifter i erkjendelse derav holdtes noget forsigtigere. Og når det (Ark. XV, 104 og G. Tr. 64 f.) benægtes at der er u-omlyd av a i korte sv. fem. med nuværende u—u burde man ikke helt bortse fra, at indimellem de bygder der har u—u eller o—o, ligger andre der har dels u—u og dels ö (og ȯ)—u, Tydalen, hele Holtålens pgd og Snåsen. Hverken bogstavelig eller efter ånd og tankegang kan forklaringen av overgangen a—u > u—u anvendes på dem der har (delvis) a—u > ö—u: snöru, lödu; a påvirket av u kan ikke direkte blive til ö, men kun som et ǫ der har gjennemgåt åbning.

§ 24. Et andet punkt, hvorom man tildels kan være usikker
— og hvorom jeg selv har nogen tvil — er om Slbm. på oldn.
sprogtrin har havt samme behandling av de lange diftonger iu og
io og samme regler for brydning som vi kjender fra oldn. i
almindelighed. I former av bægge slags mangler nemlig ofte, men
temmelig regelløst, det j hvormed disse forbindelser ellers begynder.

Man kan nemlig ikke sige, at Slbm. gjennemgående vidner om
at forbindelser av j med foregående konsonant har været
vanskeligere at udtale end andensteds i det østlige Norge, som nemlig
også mister j efter r og efter alle forbindelser av to eller flere
konsonanter der ikke assimileres med hinanden (således som skj,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>