Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 9. Sænkning og åbning av vokaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(m. rust) og trẏske (v. tærske). Ellers er der ved s sedv. u, f. eks.
buske, fjusk, lusk, pust; sl bliver palatalt, så man får verberne
kruhᶅᶅ, puhᶅᶅ, ruhᶅᶅ, suhᶅᶅ, tuhᶅᶅ, samt (eg. ved tl) skuhᶅᶅe
(vævskyttel). Foran l sænkning i pōl (m. pul).
Åbning av u er overveiende foran bb, f. eks. i klœbb [[** l-]] (m. etslags
melboller), klœbbe, [[** l-]] krœbbe, stœbb og stœbbe [1]; gubbe og nubb (skoplugg)
synes således at være lån fra andre kanter, hvilket også ellers er
rimeligt. Foran f er sœvv’əl [[** tone l-]] (n. sul), dœft (f. støv) og klœft [[** l-]] (f.) blandt
de ord hvor vokalbehandlingens natur er usikker. Foran ð er det vel
også i nogen grad usikkert, i sæternavnet rœ’e [[** oe-makron tone]] og sœ [[** oe-makron]] (adv. syd); i gū
eller gūt (Gud) er det ialfald ikke dialektens lydbehandling, men
præsters og læreres, som er bleven bevaret. Foran r er der sedvanlig
åbning: mœrr (v. knurre), snœrr (m.), gœrm (skiddent vand), gæhrp
(v. ræbe), kœrvṣiᶇᶇ, pœhrke, skœrv, sœhrpe, tœhrk, œrviᶇᶇ (adj. util. [[** sic, feil for bindestrek **]]
pas, fortumlet); derimod u i luhrk (m. en stor, fæl en), sluhrk; der
er i det hele i det trondhjemske langt mindre åbning av vokal foran
r med p, t, k end med konsonant med stemmelyd. Tilslutning til u
er der når aust hedder ust, fausk tildels fusk; sammen med det
førstnævnte hører kompar. ystər.
§ 31. Oldn. y, der efter det foregående har en meget
usikker begrænsning overfor u, får i mange tilfælde sin alfabetiske lyd
ved assimilation med følgende palatalkonsonant; en hel række av
andre konsonanter står dets artikulation så nær, at vokalen foran
dem kun sænkes til ẏ [2]. Den egentlige sænkning av y fører til œ;
som åbning må det også her betragtes når vokalen går ned til ø
eller ä—ę.
Oldn. y foran langt k er der i præt. rẏkt, tẏkt av inf. rẏkk,
tẏkk, samt lẏkt (f.), foran g i præt. brẏgd, bẏgd [[** begge g-stroke-bowl]] av bryjj, byjj,
men der er ẏ også uden analogi fra former med palatalkons.: rẏgg,
stẏgg, tẏgg, ẏgg’əl [[** 2x g-stroke-bowl tone l-]] (f. ugle); glẏgg [[** l-]] tilsyneladende av gløgg. Den
stærkere (og ældre) sænkning har man derimod foran v opståt av
g i nævv’əl [[** tone l-]] (f. = nygla) og endog av langt ý i jævv’ər [[** tone]] (f. = gýgr).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
