Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 12. Assimilation mellem vokaler i stavelser med ligevægt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nævnes som eksempler: ågå, [[** g-stroke-bowl]] gåvå (gave), hålá [[** l-]] (tørt nåletræ),
kákå, [[** k-cr.-t.]] smålå [[** l-]] (mængde), tårå (stymper, kludrer), vånå. Av ord med
oldn. ð mellem vokalerne hører hid skåe [[** å-makron]] (skade) og spådå eller
spåe [[** å-makron]] (spade). Når formerne uden ð har å i 1ste stavelse, så viser
det, at det ikke væsentlig er av den gamle nominativ de er opståt,
men av cas. obl., idet de er udgåt fra en form med eller uden
ð [1] med to ligevægtige vokaler. I sen tid er så de to korte á-lyd
ombyttet med åe [[** å-makron]] ved efterligning av hankjønsord med lang
rodstavelse. Nominativ må man dog regne for repræsenteret ved
etpar hankjønsord med opr. kort rodstavelse, nasse (næse, av oldn.
flertal naser) og det her visselig meget nye tāle [[** l-]] (m.).
Tilsvarende verber (inf. eller pt. ptc.) med fuldstændig
udjævning har jeg optegnet i et antal av omtrent 60, deriblandt de
stærke: ålå, [[** l-]] drågå, [[** g-stroke-bowl]] fårå, gålå, [[** l-]] gnågå, [[** g-stroke-bowl]] gråvå, låtå (visse funktioner
av oldn. láta), målå, [[** l-]] skåka, skåvå, tå [[** å-makron]] eller (foran vokaler) tåk.
Blandt de svage skal jeg kun omtale: ågå [[** g-stroke-bowl]] (erte sig ind på), åså
(anstrænge sig), brågå [[** g-stroke-bowl]] (blinke, vifte, om uroligt lys), bråså (lodde),
gråmås (harmes), kråvå (krabbe, krybe), såkå (kaste i kortspil), skålå [[** l-]]
(skrælle), skråtå (skjelde), smålå (larme), vådå (vade), åt’vårå, [[** tone]]
fåṛṣvár’å, [[** tone]] fårvår’å, [[** tone]] haᶇᶇsåmå, ōpəndågå, [[** g-stroke-bowl]] raᶇᶇsåkå.
Nogle, især av de verber der bøies som tapa i oldn. har
dobbeltformer, dels med a og minimalvokal (naturligvis opr., og vel
endnu fortrinsvis, i pr. ind., og præt.), og dels med å i bægge
stavelser, egtl. inf. og partic.; således spårå og spār, tåpå og tāp, åtvárå,
men vār, kåvå og kāv; gåpå bruges kun om at være uforsigtig; ellers,
også i inf., gāp og gapi. Udjævning over en nu bortfalden konsonant
er der i hå [[** å-makron]] (have), plå [[** å-makron]] (pleie), tå [[** å-makron]] eller tåk, vå [[** å-makron]] (ved siden av vådå);
også spådå er endnu til, men alm. bruges skā og spā, samt
bā og blā. [[** l-]] Desuden mangler udjævningen i enkelte ord som står
i nært forhold til enstavelses stamord, f. eks. prāt og sāge. [[** g-stroke-bowl]]
sprāl (sprælle) hører ikke hid, da det er av *spraðla.
Udjævning av e til å er der i de svage hankjønsord nåvå,
sålå [[** l-]] (høvre), såtå (avsats), spånå, tålå [[** l-]] og (med tabt ð) slåe [[** å-makron]] (slæde).
Nær hertil hører også de foreliggende eksempler på partiel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
