Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 12. Assimilation mellem vokaler i stavelser med ligevægt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
§ 45. På samme måde som a bliver å i udlyden av de korte svage
hankjønsord og i verberne, så bliver oldn. o eller u i de korte svage
fem.s endelse til u (s. 88 f.) og dette fremkalder samme vokal i første
stavelse. Formedelst nasalering bliver det udlydende u i den
bestemte nom. sing. forandret til õ og dette stemmer atter 1ste
stavelses u om til o. De mig bekjendte svage fem. med opr. a i
rodstavelsen, som ved u-omlyd bar fåt ǫ og senere ved fuldkommen
udjævning u i første stavelse er: bluku [[** l-]] (liden plade), bestemt blokõ, [[** l-]]
buku, fjuru, [[** kort j uten bue **]] gutu (fure, stribe, f. eks. slibt på siden av kniven,
høvlet på et sagbord), huku (hage), ludu (lade), muru (mare), slugu [[** g-stroke-bowl]]
(pleiel), snuru, svulu, [[** l-]] kuru, [[** k-cr.-t.]] trunu (egtl. trane; et skjældsord der
beskylder for tverhed), tugu, [[** g-stroke-bowl]] turu og sammensætninger av vǫku,
f. eks. jäns’uku. [[** tone, bueløs-j]] Forlængelse av rodstavelsens vokal og mangel på
u-omlyd og udjævning udmærker ordene gātu, kāku, vāru, som
formodentlig her og mange steds i indre dele av stiftet er lånte fra
byens ældre dialekt eller den dermed beslægtede i Fosen. Nogle
korte svage fem. med opr. nora. -að- (ligesom ludu) fik
u-omlyd til ǫð, og senere åbning, vokalforlængelse og endelig œ: rœe,
vœe, spœe [[** alle oe-makron]] (også spudu) og måske stœe [[** oe-makron]] (også studu) [1].
Oldn. e blir udjævnet med endelsens u i lugu (liggen), ruku
(træspade), sutu (sidden) i sammensætninger som opsutu, kveᶅᶅsutu,
ṣuru (sigd), spulu [[** l-]] (tyndt ben, vel egtl. spolebenet), vuru (1. væren,
2. snyltende larve hos kvæg). Forlængelse av e (tilsv. til gātu,
men her lånt fra stamverbet eta) er der i ētu (krybbe), også ēte.
Oldn. i er der i udu (stille eller tilbagestrømmende vand ved
elvebredden), ruvu (rift), sunu, slutu (fille, rim. av *slitu)
tręᶅᶅrudu (en sygdom hos heste), vudu (æmne, av *viðu), vuku.
Oldn. o har man i: (nåså-)buru, [[** husk WJ]] busu, frudu, husu, klugu [[** l- g-stroke-bowl]]
eller kluvu [[** l-]] (kløvning), knudu, kutu (hytte), krutu (fedtgrever), luku
(skyvelem), rutu, skuru, stugu, [[** g-stroke-bowl]] trudu (trædebret). Den udlydende
vokal er bortfalden efter at have voldt u-omlyd i 2det
sammensætningsled i ølvøl [[** 2x l-]] (alvor), efter at have voldt fuld assimilation i älmus [[** l-]]
(almisse). Samme behandling som i rœe [[** oe-makron]] m. fl. nys foran er der
i trœe [[** oe-makron]] (stang), strœe [[** oe-makron]] (række).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
