Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 12. Assimilation mellem vokaler i stavelser med ligevægt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(slegit), tī (ved siden av tiki, [[** k-cr.-t.]] tekit), bī (beðit), jī (gefit). Sammen
med disse hører i lydlig udvikling hī av hefi(r), [[** husk WJ]] altså med
mellemtrinnet *hifi(r), [[** husk WJ]] og sī av segi(r), *sigi(r) [[** husk WJ begge]] — medens inf. hedder sęı.
Det har fra en enkelt kilde været mig fortalt at gamle folk har
brugt järi [[** ä-makron]] for det almindelig jär [[** ä-makron]] (gjør).
Det er ingen stor forskjel der i Slbm. gjøres mellem disse
former, der i oldn. havde e—i og dem som havde i—i. Som
allerede s. 14 udtalt er endelsens vokal i dialekten sedvanlig skarpere
artikuleret end rodstavelsens, såmeget er der igjen av fortidens
aksentuation av endelsen, og derfor blev også rodstavelsens i noget
mere åbent end endelsens. Og da der også her findes nogen
overgang til Tydalens og Guldalens mål — med revi, ṣeni — så blir
forskjellen fra dem med opr. e kun ringe. Hovedformen i 1ste
bøiningsklasse er altså sådanne ptc. som drıvi, rıdi, rıvi, svıdi, ṣıni,
men ved palatalkonsonant biƫi, skriki, [[** k-cr.-t.]] sliƫi, siji, stiji. Samme opr.
lydforbindelse og samme lydbehandling som de førstnævnte viser. [[** dette er vel punktumlignende kluss **]]
præs. lıvi (lever).
I verber av 2den bøningsklasse, [[** sic, -i- mgl **]] bøiede som fljúga eller bjóða
har pt. partic. i dialektens grundsprog havt vokalen u gjennemført,
ikke havt o, som normal oldnorsk. Dette u er så i alle verber
omlydt av endelsens i til y — undtagen i skuƫi, undertiden også
skyƫi, av ṣœt. [[** oe-makron]] Ellers hersker y og ẏ som i og ı foran, og vel
også undertiden œ, svarende til Tydalens bøiningsmåde; det
sedvanlige er altså f. eks.: bẏdi, frẏsi, jẏvi, krẏpi, men bryƫi, flyji, [[** l-]]
ryki. [[** k-cr.-t.]] Til disse slutter sig participiet sẏvi (sovet) og adj. lẏdiᶇᶇ [[**]]
(lodden). Derimod, med oldn. ú, trūtiᶇᶇ (fornærmet).
Etpar stærke pt. part. med lang rodstavelse (av 3dje
avlydsklasse) har oftest den samme vokalbehandling. Det er tyjji
(også tujji) [[** j-2 uten bue]] og synji, [[** eng-cr.-t.]] altså bægge sådanne som har palataliseret
guttural, og som har y også i inf. og præs. Da der ikke kjendes sådan
vokalbehandling i andre ord av 3dje bøiningsklasses partic., da
desuden sprıkk tildels har sprikki, [[** 2x k-cr.-t.]] og da skuƫi, det eneste partic. i 2den
bøiningsklasse av sin type, hører til det eneste verbum som ikke
har y i inf. og præs., så synes det sikkert, at vokalen i inf. og
præs. ind. har været en væsentlig faktor ved udviklingen av disse
participiers form.
Oldn. o påvirket av i [[** rett-serif]] i endelsen viser kun usikkert nogen
forandring i det eneste eksempel täli [[** l-]] [1], temmelig gammeldags for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
