Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte Bog - I. Frelseren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
frygtelig sksere Tøender, og saa lyst var det dog, at
han kunde se en bred Daggert blinke over sit Hoved.
Munken troede at genkende Kvasimodos Figur og
antog ogsaa, at det ikke kunde være nogen anden end
ham.
Han greb fat i Armen, der holdt Daggerten, og
raabte: „Kvasimodo!"
Han glemte i dette Øjeblik, at Kvasimodo var stok-
døv.
Med Lynets Hurtighed blev Ærkedegnen kastet til
Jorden og følte i samme Nu et blytungt Knæ hvile paa
sit Bryst.
Paa dette Knæs vanskabte Form genkendte han
Kvasimodo; men hvad var der at gøre? Hvorledes
skulde han give sig til Kende for ham? Mørket gjorde
den Døve tillige blind.
Han var redningsløst fortabt. Den unge Pige, der
var saa ubarmhjertig som en tirret Tigerinde, gjorde
ikke et Skridt for at frelse ham. Daggerten nærmede
sig hans Hoved; det afgørende Øjeblik var nær.
Pludselig syntes hans Modstander at betænke sig.
„Intet Blod paa hende!“ sagde han med dump
Stemme.
Det var virkelig Kvasimodos Røst.
Nu følte Munken sig slæbt udenfor Cellen af den
kraftige Arm. Det var der, at han skulde dø. Til
hans Lykke var Maanen for faa Øjeblikke siden traadt
frem.
En bleg Straale faldt paa hans Ansigt. Kvasimodo
saa tilfældigvis i det samme paa ham, begyndte at
skælve, slap ham og trak sig tilbage.
Taterpigen, der var traadt hen til Døren, saa med
Forundring denne pludselige Ombytning af Roller. Nu
var det Munken, der truede, og Kvasimodo, som bad
om Naade.
Munken, som overvældede den Døve med truende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
