Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. En Brudenat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
disse Indtryk tilbage i din Erindring, saa kan
du let danne dig en Forestilling om, hvad
Gringoire følte ved at se denne Esmeralda for sig i synlig
og haandgribelig Skikkelse, som han hidtil kun
havde skimtet i en Hvirvel af Dans, Sang og
Tummel.
Han hensank mere og mere i sine
Drømmerier. »Saa det er altsaa Esmeralda,« sa lian
til sig selv, idet han fulgte hende med Øinene.
»Et himmelsk Væsen — en Gadedanserinde!
Saa meget og saa lidet! Det er hende, som gav
mit Mysterium Naadestødet iformiddäg, og det er
hende, som har frelst mit Liv iaften. Min onde Aand
— min godeEngel! En smuk Kvinde, paa Ære! — og
hun maa jo elske mig til Raseri, siden hun
saadan har tat mig. Naaja,« sa han, idet han
pludselig reiste sig med den Erkjendelse af
Sandheden, der var Grundtrækket i hans Karakter
og i hans Filosofi, »jeg ved ikke, hvordan det
«r gaat til, men hendes Mand er jeg.«
Med denne Tanke i Hodet og i Øinenø
nærmede han sig den unge Pige paa en saa
militærisk og galant Maade, at hun for tilbage.
»Hvad vil I mig?« sa hun.
»Og det kan I spørge om, tilbedelsesværdigo
Esmeralda!« svarede Gringoire i en saa
lidenskabelig Tone, at han selv blev forbauset
over den.
Zigøinersken slog sine Øine helt op. »Jeg
fed ikke, hvad I mener.«
»Hvad for noget!« sa Gringoire, som blev
varmere og varmere og mente, at han, naar alt
kom til alt, ikke havde med andet end en Dyd,
lom hørte hjemme i Mirakelgaarden, at gjøre.
»Tilhører jeg ikke dig, min søde Ven, og
tilhører du ikke mig?«
Og saa tog han hende ganske naivt om Livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
